24/11-17 05:34

Zimbabwe indsætter ny præsident ved stor stadionceremoniZimbabwe indsætter ny præsident ved stor stadionceremoni

Fredag er dagen, hvor Zimbabwe får en ny præsident for første gang i 37 år.

storybild

Soldater øver sig før ceremonien fredag, hvor Zimbabwe får ny præsident. Scanpix/Tony Karumba

Harare. Emmerson Mnangagwa bliver fredag indsat som præsident i Zimbabwe.

Det markerer slutningen på et politisk drama, der har væltet landets præsident gennem 37 år, Robert Mugabe, af pinden.

93-årige Mugabe var indtil for ganske nylig allieret med Mnangagwa, der vil blive indsat på Zimbabwes nationale sportsarena i udkanten af landets hovedstad, Harare.

Det ventes, at der vil være tusindvis af støtter, diplomater og politikere til stede for at overvære ceremonien.

Militæret brød ind og satte Mugabe i husarrest, efter at han havde fyret Mnangagwa som sin vicepræsident.

Mugabe forsøgte at køre sin kone i stilling som sin efterfølger. Men hærcheferne stoppede den plan, og nu bliver Mnangagwa i stedet præsident.

- Kom og vær øjenvidne, når vi skriver historien om en ny æra og et bedre land, står der i en meddelelse fra det regerende parti, Zanu-PF.

Stats-tv antyder, at Robert Mugabe måske selv vil være til stede ved ceremonien. Det er dog usikkert, da ingen officielle kilder har bekræftet den aldrende Mugabes tilstedeværelse.

Busser vil transportere støtter til stadion fra fredag morgen.

75-årige Mnangagwa sagde tidligere på ugen, at Zimbabwes befolkning kan se frem til "et nyt og ægte demokrati".

Kritikere siger, at han er den hårdtslående politiker, der tog regeringen fra Mugabe ved det, der reelt var et militærkup.

Mnangagwa er kendt som "Krokodillen". Hans kompromisløse stil har medført, at hans omdømme er dårligt i visse dele af befolkningen.

Han beskyldes især for at have stået bag uroligheder, da Mugabe var ved at tabe et valg i landet i 2008.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx