Af Ritzau - 02/01-17 15:17; Opdateret: 03/01-17 10:30

Hovedløse og brændte lig i historisk fangeopgør i BrasilienHovedløse og brændte lig i historisk fangeopgør i Brasilien

Et fangeopgør mellem rivaliserende narkobander i Brasiliens jungle har kostet over et halvt hundrede livet.

storybild

Fængselskampe er ikke ualmindelige i Brasilien, hvor forholdene i fængslerne kritiseres af menneskerettighedsgrupper. Her står barakker i flammer under et fangeoprør i delstaten São Paulo, der kostede 18 mennesker livet i oktober (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Ho)

Rivaliserende narkobander udkæmpede nytårsdag et blodigt fangeopgør i Brasilien, hvor mindst 56 fanger blev dræbt i byen Manaus under kampe og nedslagtning, der varede næsten et døgn.

Der er fundet mange brændte lig og hovedløse kroppe, fortæller sikkerhedschefen i delstaten Amazonas, Sergio Fontes.

Han kalder kampene "den værste massakre i delstatens fængselshistorie", skriver al-Jazeera.

Man mener, at dødstallet kan stige, efterhånden som myndighederne får overblik over omfanget af blodsudgydelserne.

Tidligere har dødstallet været opgivet til 60 personer. Men det har myndighederne justeret ned.

Kampene brød ud i fængslet Anisio Jobim søndag eftermiddag lokal tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det blev udløst af et slagsmål mellem rivaliserende narkobander i fængslet, der ligger i den brasilianske jungle i Amazonas.

Under oprøret blev 12 fangevogtere og 74 indsatte taget som gidsler, oplyser sikkerhedschefen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Nogle blev frigivet og andre dræbt.

Mandag lykkedes det sikkerhedsstyrker at få kontrol med situationen, efter at oprøret havde raset i 17 timer.

184 fanger benyttede det store kaos til at stikke af fra fængslet. 40 af dem er fanget igen, oplyste myndighederne mandag eftermiddag lokal tid, skriver Reuters.

Internationale menneskerettighedsgrupper har ofte kritiseret forholdene i de brasilianske fængsler.

Det er almindeligt, at der er langt flere indsatte, end fængslerne er bygget til. Der udbryder jævnligt voldelige fangeoprør.

Fængslet Anisio Jobim huser 2230 indsatte, selv om det kun er bygget til 590 fanger.

Omkring 622.000 mennesker sad indespærret i Brasiliens fængsler ved udgangen af 2014, viser en rapport fra landets justitsministerium ifølge det franske nyhedsbureau AFP. De fleste af dem er sorte mænd.

Brasilien har det fjerdestørste antal indsatte, viser tallene. Kun USA, Kina og Rusland har flere fængslede.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx