Af Ritzau - 08/05-17 19:44

Obama talte alvorsord med Trump om fyret sikkerhedsrådgiverObama talte alvorsord med Trump om fyret sikkerhedsrådgiver

Michael Flynn blev fyret efter tre en halv uge som rådgiver for Trump, og Obama havde advaret Trump om ham.

storybild

Donald Trump blev advaret om Michael Flynn af Barack Obama, bekræfter Det Hvide Hus. (Billede: Scanpix/Chris Kleponis)

Den pensionerede amerikanske general Michael Flynn holdt ikke længe på posten som sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.

Og præsident Donald Trump var advaret.

Det siger en tidligere ansat i Obamas administration, og Det Hvide Hus bekræfter mandag aften, at ekspræsidenten talte med Trump om Flynn i november sidste år.

Advarslen faldt på et møde mellem de to på præsidentens kontor.

Flynn blev i midten af februar afskediget efter kun 24 dage på posten som sikkerhedsrådgiver.

Den pensionerede general blev fyret, da det kom frem, at han havde undladt at oplyse, at han havde ført samtaler med den russiske ambassadør i USA omkring amerikanske sanktioner mod Rusland.

Han bliver nu efterforsket for sine bånd til Rusland som en del af en bredere undersøgelse af mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Flynn har tidligere sagt, at han ønsker immunitet, hvis han skal afgive forklaring over for efterretningskomitéerne i Senatet og Repræsentanternes Hus.

Michael Flynn blev tidligere fyret som leder for USA's militære efterretningstjeneste (DIA) under Obama. Obamas advarsel faldt i sammenhæng med Flynns rolle i netop det job.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx