Af Ritzau - 10/05-17 03:45; Opdateret: 10/05-17 10:05

Ruslands udenrigsminister besøger Trump i Det Hvide HusRuslands udenrigsminister besøger Trump i Det Hvide Hus

Udenrigsminister Sergej Lavrov bliver den hidtil højst placerede russer til at møde Trump i Det Hvide Hus.

storybild

Donald Trump og Sergej Lavrov vil onsdag blandt andet drøfte situationen i Syrien, relationerne mellem USA og Rusland samt "andre globale temaer" (arkivfoto). (Billede: Reuters/Carlo Allegri)

USA's præsident, Donald Trump, skal onsdag mødes med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Det Hvide Hus.

Donald Trump har ikke tidligere i sin tid som præsident holdt møde med så højtplaceret en russisk politiker. Trump modtager sin gæst klokken 10.30 (16.30 dansk tid, red.) i Det Ovale Værelse. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Trump har været i telefonisk kontakt med Ruslands præsident, Vladimir Putin, men et personligt møde er det endnu ikke blevet til. De to ventes at mødes ansigt til ansigt ved et G20-topmøde i Hamburg i juli.

Trump og Lavrov vil onsdag blandt andet drøfte situationen i Syrien, relationerne mellem USA og Rusland samt "andre globale temaer", oplyser en regeringskilde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er fire år siden, at Lavrov sidst gæstede den amerikanske hovedstad. Han skal under opholdet også tale med sin amerikanske modpart, Rex Tillerson.

Ifølge AFP er Lavrov sendt til USA med den opgave at forsøge at få USA's støtte til et russisk forslag om at etablere såkaldt sikre zoner i det krigshærgede Syrien.

Rusland, Iran og Tyrkiet underskrev i sidste uge en aftale om at oprette zoner, hvor civile kan være i fred for krigshandlinger.

Rusland står i modsætning til USA på den syriske præsident Bashar al-Assads side i den langvarige konflikt i Syrien. Det samme gør Iran, mens Tyrkiet støtter oprørerne.

Relationerne mellem de to stormagter forværredes, da USA i begyndelsen af april bombede en syrisk militærbase.

Angrebet var et svar på et angreb med kemiske våben i Syrien, som den amerikanske regering beskylder Assads regime for at stå bag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx