Af Ritzau - 02/12-16 15:44

Amerikanske rentestigninger vil mærkes verden overAmerikanske rentestigninger vil mærkes verden over

Med et stærkt jobmarked er vejen banet for, at den amerikanske centralbank kan begynde at hæve renterne.

storybild

Donald Trump og den amerikanske centralbank er på politisk kollisionskurs. (arkivfoto) (Billede: Scanpix/Tasos Katopodis)

Det amerikanske arbejdsmarked viser fine takter med 178.000 nye job i november. Og med en økonomi, der ikke længere er i krise, men i et opsving, forventes den amerikanske centralbank nu at hæve renten.

Finanskrisen og dens ødelæggende, økonomiske konsekvenser fik i 2008 centralbanken til at sende renterne i nul. Her er de blevet siden med undtagelse af en marginal stigning i december 2015.

- Økonomien er på et helt andet stadie end for et år siden. Det private forbrug trækker økonomien, og det har den lave rente været med til at sikre.

- Men nu er vi nået til at punkt, hvor pengepolitikken skal strammes, siger cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian.

De lave renter har været udgangspunktet for finansmarkederne siden krisen, og med udsigt til kontinuerligt stigende renter vil den finansielle verden skulle indstille sig på nye tider.

- Renten komme sandsynligvis til at stige og også stige en del fra dette ekstremt lave niveau. Det vil have konsekvenser over hele verden, også for Danmark, siger cheføkonomen.

Mens de korte renter bliver holdt nede af Den Europæiske Centralbank, vil amerikanske rentestigninger kunne trække de lange renter med op.

- Det vil eksempelvis kunne have en betydning for de danske boligejere. Vi må indstille os på, at de lange renter vil kunne stige med et halvt til et helt procentpoint i det kommende år, siger Steen Bocian.

På globalt plan har amerikanske rentestigninger normalt haft den effekt, at dollaren bliver styrket, og at investorer skeler mindre til de mere risikofyldte dele af markedet som eksempelvis nye markeder i Afrika og Sydamerika.

For USA vil rentestigninger være i direkte modsætning til den kommende præsident, Donald Trumps varslede politik.

Mens centralbanken med rentestigninger forsøger at stramme op, vil Donald Trump sætte gang i økonomien med store offentlige investeringer.

- Jo mere Donald Trump lemper, jo mere må centralbanken stramme. Det bliver interessant, hvordan det spænder af, siger cheføkonom Steen Bocian.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx