Af Ritzau - 05/04-17 14:08; Opdateret: 05/04-17 15:05

Samuelsen om gasangreb: Mistanken retter sig mod AssadSamuelsen om gasangreb: Mistanken retter sig mod Assad

Udenrigsminister vil ikke konkludere endeligt på, hvem der står bag gasangreb. Mistanke retter sig mod styret.

storybild

Udenrigsminister Anders Samuelsen vil ikke konkludere endeligt. Men det er åbenlyst, at mistanken retter sig mod Assad efter giftgasangreb i Syrien, siger han. (Billede: Scanpix/John Thys)

Det var kampfly fra det syriske styre, som under et bombetogt i Idlib-provinsen udløste et giftgasudslip.

Så langt er parterne enige. Men om det var Assads kampfly der medbragte gassen - eller om de bombede oprøreres kemiske våben - er der modstridende meldinger om.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger efter en konference om Syrien i Bruxelles onsdag:

- Mistanken retter sig åbenlyst mod styret og Assad, men der er ikke nogen endelig bekræftelse på det endnu. Der bliver arbejdet på at finde ud af, hvad der helt konkret er sket, og hvem der står bag, siger Anders Samuelsen.

Også fra USA og Storbritanniens side er der meldinger, som peger i retning af Assad.

Dermed er parterne endnu en gang på kollisionskurs med Rusland, der har stillet sig bag det syriske styre.

En talsmand fra Ruslands forsvarsministerium fastslog torsdag, at det var oprørstyrkers lager af giftgas, som blev ramt:

- Syriske fly foretog et angreb mod et stort terrorist-våbendepot og en koncentration af militært materiel, siger en talsmand for det russiske forsvarsministerium.

- I det område, hvor depotet ligger, var der værksteder som producerede ammunition til kemisk krigsførelse, forklarer talsmanden.

Spørgsmål: Rusland er meget klar i deres fremlægning af, hvad der er sket. Tror du ikke på deres forklaring?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til på nuværende tidspunkt. Det vil altid være sådan, at der i den første tid er en masse spekulationer og teorier om, hvad der er sket. Vi må afvente mere klarhed.

- Men der er ingen grund til at skjule, at der er rigtig mange, som retter mistanken mod Assad-styret, siger Anders Samuelsen.

Den danske regering har længe afvist, at Assad kan være en del af en "langsigtet løsning" på konflikten i Syrien. Blandt andet fordi flygtninge formentlig ikke vil vende hjem, hvis Assad bliver ved magten.

I tiden op til angrebet har der dog været tegn på et kursskifte i Vestens syn på Assad. Donald Trumps USA har meddelt, at det ikke længere er en prioritet at få fjernet Assad.

Spørgsmål: Kan Assad blive siddende på kort sigt i en fredsproces, hvis det viser sig, at han stod bag angrebet?

- På den korte bane er Assad allerede en af spillerne. Ligesom oppositionen, Iran, Rusland og andre er det. Men at forestille sig, at han skulle være en del af den langsigtede løsning, synes jeg er helt utænkeligt, siger Samuelsen.

Danmarks tidligere udenrigsminister og SF's nuværende udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, mener, at USA og Rusland har "fredet" Assad på den korte bane.

Konsekvensen er, at Assad har "frie hænder til at begå krigsforbrydelser", mener Holger K. Nielsen. Men det afviser Samuelsen:

- Hvis Assad tror, at han står over for en situation, hvor flere lande siger, at de godt kan leve med ham, bare der kommer fred, så virker det her modsat.

- Det lægger også et pres på det amerikanske system og den amerikanske præsident. En del af Donald Trumps kritik mod Obamas kurs i Syrien gik jo på, at Obama ikke håndhævede sine røde linjer over for kemiske våben.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx