27/08-17 05:21

Borgere advares mod at returnere til stormramt by i TexasBorgere advares mod at returnere til stormramt by i Texas

Helvede brød løs, fortæller mand fra kystbyen Rockport, hvor stormen Harvey rev flere huse midt over.

storybild

Orkanen Harvey har trukket ødelæggelser med sig ind over Texas. Reuters/Adrees Latif

Rockport. Evakuerede borgere fra Rockport, en af de byer i Texas, der er blevet hårdest ramt af stormen Harvey, opfordres til fortsat at holde sig væk.

- Venligst. Kom ikke tilbage. Der er ikke noget her for dig, siger C.H. Burt Mills, en lokal dommer.

Rockport, en by med cirka 9000 beboere, lignede lørdag eftermiddag en krigszone ifølge Reuters.

Vindstød på over 200 kilometer i timen har flået mindst ti huse fra hinanden, skrællet flere hundrede hustage af og smadret tusindvis af vinduer.

Splintret træ flyder i byens mennesketomme gader, hvoraf mange er oversvømmede. Elledninger er revet ned, og kraftig regn står ind i vinduesløse butikker og forretninger.

- Ret mange besluttede at blive her, og det var en stor fejl, siger Mills, der er dommer i amtet Aransas, som Rockport hører under.

En af dem er Frank Cook, en 56-årig entreprenør.

"Helvede brød løs", da stormen gik i land, fortæller han.

- Hvis du har noget tilbage af dit hus, så er du heldig.

I nabobyen Fulton er ikke et eneste hus sluppet uskadt fra stormvejret, fortæller borgmester Jimmy Kendrick. Og har man forladt byen, skal man blive væk.

- Har du et sted at opholde dig, så bliv der, siger han.

De seneste prognoser viser, at Harvey, som lørdag blev graderet ned til en tropisk storm, vil holde sig over området i fire-fem dage. Enorme mængder regn er i vente, og det kan skabe voldsomme oversvømmelser.

Ifølge guvernøren i Texas, Greg Abbott, er der visse steder allerede faldet over 50 centimeter regn, og lige så meget er i vente.

Natten til søndag dansk tid nærmer Harvey sig Houston-området.

Forinden blev borgere i Houston-forstaden Cypress vidner til et andet naturfænomen, da en tornado passerede området og forårsagede skader på adskillige boliger, skriver AP.

USA's nationale orkancenter, NHC, oplyste lørdag aften, at stormen er løjet så meget af, at vindstødene maksimalt når op på 96 kilometer i timen.

Vinden ventes at aftage yderligere i styrke de næste dage, men NHC advarer om vedvarende kraftig nedbør.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx