15/09-17 17:35; Opdateret: 15/09-17 18:39

USA's udenrigsminister: Nordkoreas missiltest truer verdenUSA's udenrigsminister: Nordkoreas missiltest truer verden

Fredag affyrede Nordkorea endnu et missil. FN's Sikkerhedsråd mødes for at drøfte situationen.

storybild

USA''s udenrigsminister, Rex Tillerson, buldrer mod Nordkorea efter Nordkorea har buldret mod USA. Scanpix/Hannah Mckay

Washington D.C.. Nordkoreas gentagne missilaffyringer truer hele verden.

Det mener USA's udenrigsminister, Rex Tillerson.

Udtalelsen kommer, efter at styret endnu engang sendte et missil afsted tidligt fredag.

Udenrigsministeren understreger, at USA arbejder tæt sammen med landets allierede i regionen, Japan og Sydkorea, omkring problemet.

- I Østasien truer et i stigende grad aggressivt og isoleret regime i Nordkorea demokratier i Sydkorea, Japan og har - endnu mere vigtigt - på det seneste udbygget den trussel mod USA og udsat hele verden for fare, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA regner ifølge Tillerson først og fremmest med Sydkorea og Japan.

- Ved at arbejde sammen med dem og andre demokratiske partnere fortsætter vi med at opbygge konsensus i FN's Sikkerhedsråd om at skabe en samlet international front, som værner om vore værdier og stræber efter at gøre os mere sikre, tilføjer udenrigsministeren.

Det ballistiske missil blev affyret fra hovedstaden Pyongyang.

Missilet blev affyret mod øst og passerede hen over den japanske ø Hokkaido, før det styrtede i Stillehavet.

Fredagens test kommer, efter at FN's Sikkerhedsråd tidligere på ugen vedtog et nyt sæt sanktioner mod styret. Det skete oven på Nordkoreas seneste atomtest.

Fredag aften holder FN's Sikkerhedsråd endnu et møde om Nordkorea.

Forud for mødet har FN's generalsekretær, António Guterres, fordømt Nordkoreas seneste missilaffyring. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Generalsekretæren opfordrer styret i Nordkorea til at "indstille yderligere test, følge de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd og give plads til at genoptage en oprigtig dialog om en atomnedrustning".

Det udtaler talsperson Stéphane Dujarric på vegne af Guterres.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx