Af Ritzau - 09/05-17 17:17; Opdateret: 09/05-17 18:59

Valgvinder i Sydkorea vil tjene alle og søge fjendedialogValgvinder i Sydkorea vil tjene alle og søge fjendedialog

Jeg vil være præsident for alle sydkoreanere, siger Moon Jae-in, som står til jordskredssejr i Sydkorea.

storybild

- Jeg vil samle og skabe et retfærdigt land. Jeg vil være en præsident, der også tjener alle de sydkoreanere, som ikke stemte på mig, siger sejrherre Moon Jae-in i det sydkoreanske præsidentvalg. (Billede: Scanpix/Jung Yeon-je)

Med knap halvdelen af stemmerne talt efter Sydkoreas præsidentvalg tirsdag går Moon Jae-in på scenen og lover at repræsentere hele det asiatiske land.

- Jeg vil samle og skabe et retfærdigt land. Jeg vil være en præsident, der også tjener alle de sydkoreanere, som ikke stemte på mig, siger han til sine jublende støtter på en centralt beliggende plads i Seoul.

Med 48 procent af stemmerne talt op står han til en klar sejr med 39,6 procent af stemmerne, oplyser valgkommissionen.

En konservativ udfordrer, tidligere anklager Hong Joon-pyo, står til 26,3 procent.

Valgstedsmålinger peger med 41,4 procent til Moon Jae-in på et nogenlunde tilsvarende resultat. Den konservative udfordrer accepterer sit nederlag.

- Hvis de målinger er sande, vil jeg acceptere resultatet, og jeg vil være tilfreds med det faktum, at Koreas Frihedsparti er genrejst, siger Hong Joon-pyo.

Moon Jae-in har tidligere sagt, at han vil søge en tættere dialog med styret i Nordkorea.

Det vil være et markant skifte i den sydkoreanske linje over for naboen i nord. Hidtil har Sydkorea med tætte bånd til USA været på konfliktkurs med styret i Pyongyang.

Sydkoreas første kvindelige præsident, Park Geun-hye, blev formelt afsat fra posten 10. marts.

Hun er tilbageholdt og afventer i øjeblikket en retssag om korruption. Tirsdag stemte sydkoreanerne derfor om hendes afløser.

Valgdeltagelsen endte på 77,2 procent, hvilket er den højeste i 20 år.

Moon ventes indsat onsdag. Han har sagt, at han ikke ønsker en ekstravagant indsættelse. I stedet vil han kaste sig over opgaverne.

En af de første opgaver bliver at sætte navn på en premierminister, som derpå skal godkendes i parlamentet.

De øvrige ministre i regeringen kræver ingen godkendelse i folkeforsamlingen.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx