02/01-15 21:47

USA indfører nye sanktioner mod NordkoreaUSA indfører nye sanktioner mod Nordkorea

Nye sanktioner mod Nordkorea efter hackerangreb er rettet mod tre selskaber og 10 nordkoreanske embedsmænd.

storybild

(Billede: Polfoto)

USA's præsident, Barack Obama, har beordret nye sanktioner indført mod Nordkorea som svar på hackerangrebet mod filmgiganten Sony Pictures.

De nye sanktioner er rettet mod tre selskaber og 10 nordkoreanske embedsmænd - blandt dem personer, som arbejder i Syrien, Kina, Rusland og Namibia, oplyser det amerikanske finansministerium.

- Beslutningen i dag understreger, at vi holder Nordkorea ansvarlig for en destruktiv og destabiliserende adfærd, siger den amerikanske finansminister, Jacob Lew.

Det stalinistiske Nordkorea har været underlagt sanktioner fra USA siden 1950'erne, og disse er blevet skærpet i forbindelse med landets tre atomprøvesprængninger.

Hackerangrebet mod Sony har forværret forholdet mellem USA og Nordkorea yderligere.

Amerikanerne mener, at nordkoreanerne i vrede over filmen The Interview udførte et massivt hackerangreb på Sony Pictures. Det har Nordkorea adskillige gange afvist.

The Interview er en komedie om to amerikanske journalister, der af den amerikanske efterretningstjeneste CIA bliver opfordret til at slå den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, ihjel.

Det Hvide Hus kalder hacker-angrebet på Sony Pictures, der var ledsaget af trusler om terrorangreb mod biografer, og mindelser om terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, for et alvorligt nationalt sikkerhedsanliggende. USA har sagt, at det vil finde en passende reaktion.

Sony Pictures' alternative offentliggørelse af "The Interview" har skabt stor interesse på internettet, hvor filmen rangerer som den bedste online-udgivelse hos Sony Pictures nogensinde.

Nordkorea har afvist at være involveret i cyberangrebet.

LÆS OGSÅ: Nordkorea sammenligner Obama med en abe

LÆS OGSÅ: Omstridt Nordkorea-komedie kan lejes på nettet

LÆS OGSÅ: Obama jubler over Sonys kovending om Nordkorea-film

LÆS OGSÅ: Obama fordømmer drab på betjente i New York

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx