14/08-17 13:27

Mere end en halv million har fået kolera i YemenMere end en halv million har fået kolera i Yemen

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er mere end en halv million smittet med kolera i krigsramte Yemen.

storybild

I krigsramte Yemen er sundhedssystemet brudt sammen. De uhygiejniske forhold har fået en koleraepidemi til at sprede sig i landet. Scanpix/Mohammed Huwais

Genève. Mere end en halv million personer er smittet med kolera i det krigshærgede Yemen, siden en epidemi brød ud for fire måneder siden.

1975 mennesker er døde i epidemien. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO mandag.

Hver dag er der 5000 nye tilfælde af sygdommen, der giver akut diarre og dehydrering.

Landets sundhedssystem er brudt sammen efter mere end to år med krig i landet.

- Spredningen af kolera er bremset betydeligt i enkelte områder i landet, i forhold til da epidemien var på sit højeste, men sygdommen spredes stadig hurtigt i de nyere ramte områder, hvor der er registreret mange tilfælde, lyder det fra WHO.

Kolera skyldes bakterien vibrio cholera. Den udskilles i afføringen, og hvis bakterien kommer i kontakt med drikkevand, kan sygdommen smitte.

Kolera kan dræbe i løbet af få timer, fordi kroppen bliver tømt for væsker. Hvis en person bliver ramt, kan det medføre en kædereaktion til hele familier.

For at undgå at dø af kolera har den syge brug for medicin, rent vand, sukker- og saltblandinger og intravenøse væsker. Det er dog ikke altid, at hjælpen når frem i tide.

Udfordringen er særligt kampe og dårlig hygiejne mange steder i landet.

Fordi kolera er så smitsom, er sygdommen ekstra farlig i udsatte områder.

Yemen har de seneste år været præget af kampe mellem Houthi-oprørere og regeringsvenlige styrker. Det internationale samfund er også trådt ind i konflikten og stiller sig på hver sin side i borgerkrigen.

Houthierne er støttet af Iran og det fortrængte styre, mens det internationalt anerkendte styre får støtte af nabolandet Saudi-Arabien og flere andre lande i regionen.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx