04/11-17 12:24; Opdateret: 04/11-17 13:49

Libanons premierminister trækker sig af frygt for sit livLibanons premierminister trækker sig af frygt for sit liv

Iran og Hizbollah får kritik af Saad al-Hariri, der lørdag trækker sig som premierminister i Libanon.

storybild

Sunnimuslimske Saad al-Hariri, der træder tilbage som premierminister, siger i en tale, at han kan fornemme, at en sammensværgelse truer ham på livet. Derudover kritiserer han Iran samt den magtfulde shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der støttes af iranerne, for at blande sig i arabiske anliggender. Reuters/Mohamed Azakir/arkiv

Beirut. Libanons premierminister, Saad al-Hariri, trækker sig før tid, oplyser han lørdag i en tale på tv.

Her siger sunnimuslimske al-Hariri blandt andet, at han kan fornemme, at "en sammensværgelse" truer ham på livet.

Derudover kritiserer han Iran samt den magtfulde shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der støttes af iranerne.

- Hizbollah er Irans arm. Ikke alene i Libanon, men i andre arabiske lande, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Jeg ønsker at sige til Iran og dets følgere, at de er tabere, og at hænderne, som gør ondt mod arabiske lande, vil blive skåret af, tilføjer han.

Saad al-Hariri fik for bare et år siden til opgave at danne en ny regering i Libanon. Det lykkedes i december 2016 med blandt andet medlemmer af Hizbollah.

Nomineringen af ham som premierminister var en del af et politisk kompromis.

Her sagde al-Hariri blandt andet ja til at støtte sin politiske modstander, den tidligere hærchef Michel Aoun, der i oktober blev indsat som præsident. Det skete efter 46 forsøg i parlamentet.

Præsidenten kontor udtaler, at Saad al-Hariri i et opkald, der kom fra udlandet, har oplyst Aoun om sin afgang.

Nu afventer Aoun at høre om "omstændighederne omkring fratrædelsen", tilføjer præsidentkontoret i udtalelsen.

Aoun, der er kristen, er allieret med Hizbollah. Bevægelsen står på terrorlister i USA og EU. Men partiet og organisationen er lovlig i Libanon og har indgået i flere regeringer.

Et år efter regeringsdannelsen minder det politiske klima i landet i øjeblikket om det, der var, før Saad al-Hariris far, Rafik al-Hariri, blev dræbt i et bombeattentat for 12 år siden, siger han i tv-talen.

Medlemmer af Hizbollah er blevet anklaget for involvering i drabet, der fandt sted i Beirut i 2005.

Saad al-Hariri har tidligere været premierminister fra 2009-2011.

Faren var premierminister over to perioder fra 1992-1998 og 2000-2004 og spillede en central rolle i genopbygningen af det splittede land efter den 15 år lange borgerkrig. Krigen sluttede i 1990.

Libanon har en meget kompliceret befolkningssammensætning med kristne, muslimer og drusere.

Det gør den politiske proces og udnævnelsen af politiske ledere langsommelig.

Talen blev vist på tv-kanalen Al Arabiya, der ejes af Saudi-Arabien, som al-Hariri er allieret med. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Iran og Saudi-Arabien støtter forskellige sider i borgerkrigen i nabolandet Syrien, som har sendt over en million på flugt ind i Libanon.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx