Af Ritzau - 08/06-17 11:18

Stålsat Kinnock jagter genvalg til det britiske underhusStålsat Kinnock jagter genvalg til det britiske underhus

Torsdag kan 47-årige Stephen Kinnock få fem år mere i det britiske underhus som forkæmper for stålindustrien.

storybild

Ud over at kæmpe for stålindustrien, som Kinnock mener er "det bankende hjerte" i Aberavon-kredsen, har han i denne valgkamp gjort sig bemærket ved at stille spørgsmål ved De Konservatives brug af personlige data. (Billede: Scanpix/Nikolai Linares)

Beskytter af stålindustrien.

Sådan beskriver den 47-årige Labour-politiker Stephen Kinnock sig selv på sin hjemmeside.

Det har han gjort længe. Torsdag håber han på at genvinde sin plads i det britiske underhus.

I Wales er han primært kendt for at arbejde for at bevare og styrke den traditionsbundne stålindustri og være søn af den tidligere Labour-leder Neil Kinnock.

I Danmark vil folk først og fremmest forbinde ham med den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, som han har været gift med siden 1996.

Stephen Kinnock stiller op i Labour-højborgen Aberavon. En valgkreds i Wales, hvor der ved samtlige valg siden 1922 er blevet valgt en politiker fra det britiske arbejderparti til parlamentets underhus.

Intet tyder på, at det kommer til ændre sig ved torsdagens valg.

Lokale medier beskriver således Stephen Kinnock som den åbenlyse favorit til at repræsentere Aberavon, der er kendt for sine stålfabrikker.

I 2015, sidste gang briterne holdt parlamentsvalg, vandt Kinnock Aberavon-kredsen med tre gange så mange stemmer som personen på andenpladsen, Peter Bush fra Det Britiske Uafhængighedsparti, Ukip.

Ved torsdagens valg ser Stephen Kinnocks største konkurrent ud til at blive den 23-årige lokalpolitiker Sadie Vidal fra De Konservative.

Ud over at kæmpe for stålindustrien, som Kinnock mener er "det bankende hjerte" i Aberavon-kredsen, har han i denne valgkamp gjort sig bemærket ved at stille spørgsmål ved De Konservatives brug af personlige data.

Helt specifikt om De Konservative har brudt loven og brugt indsamlede data fra vælgere under sidste års folkeafstemning om brexit i denne valgkamp.

Det vil De Konservative ikke svare på, og det fik i slutningen af maj Kinnock op af stolen.

- Man kan ikke have et fungerende demokrati uden gennemsigtighed.

- Det er åbenlyst i offentlighedens interesse at vide den slags, sagde Kinnock i den britiske avis The Guardian.

Torsdag har Stephen Kinnock opfordret briterne til at fravælge fem år mere med en konservativ regering og i stedet stemme på arbejderpartiet Labour.

- I kan også stemme på mig. Jeres aktive lokale arbejder og en stærk national stemme, siger han i en video på Twitter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx