10/09-17 17:35; Opdateret: 10/09-17 18:43

Mange civile meldes dræbt i russiske luftangreb i SyrienMange civile meldes dræbt i russiske luftangreb i Syrien

Russiske kampfly bombede færger, som skulle transportere passagerer over flod, siger aktivistgruppe.

storybild

Syriske soldater og militante, der støtter præsident Assads regering, rykker frem mod Islamisk Stat omkring Deir al-Zor. De har støtte fra russiske kampfly. AFP

Beirut. Syriske aktivister siger til nyhedsbureauet AP, at mindst 17 civile er blevet dræbt ved en række luftangreb ved et overfartssted på floden Eufrat i det østlige Syrien.

Omar Abou Leila fra overvågningsgruppen DeirEzzor 24 siger, at russiske kampfly søndag bombarderede færger, som ventede på at skulle transportere passagerer over floden i byen al-Baloul omkring 27 kilometer fra byen Deir al-Zor.

En anden overvågningsgruppe, Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, sætter antallet af dræbte højere. Ifølge observatoriet er 34 civile dræbt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Oprindeligt havde gruppen sat dødstallet til 21, men "flere lig er blevet fundet i floden", oplyser Rami Abdel Rahman, der leder observatoriet.

Han tilføjer, at der er ni børn blandt de dræbte. Alle var på vej væk fra området, der er præget af kampe.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har base i Storbritannien og får sine oplysninger fra et netværk af kilder og aktivister i Syrien.

Organisationen forsøger at fastslå, hvem der står bag luftangreb, ved at se på, hvilken type fly og ammunition der er brugt, samt studere flyveruter og se, hvilke fly der var i området på det tidspunkt.

Gruppen siger ligeledes, at det russiske luftvåben stod bag angrebet.

Disse oplysninger er ikke bekræftet fra officielt hold.

Området omkring Deir al-Zor er kontrolleret af Islamisk Stat. Både den syriske hær og en oprørsgruppe, der har støtte fra USA, har indledt en offensiv mod gruppen i området.

Den russiskstøttede regeringshær og amerikanskstøttede oprørsgrupper kæmper om først at vinde kontrol over floddale og de omkringliggende ressourcerige områder.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx