Af Ritzau - 17/03-17 10:02; Opdateret: 17/03-17 11:34

Syriens hær: Israelsk fly er skudt ned under angrebSyriens hær: Israelsk fly er skudt ned under angreb

Israel afviser, at et fly er skudt ned af den syriske hær. Men Israel bekræfter, at man angriber mål i Syrien.

storybild

Israelsk F-16-kampfly. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Jack Guez)

Syriens hær oplyser, man har skudt et israelsk fly ned og ramt et andet. Det afvises pure af Israel.

Ifølge Syrien angreb fire israelske fly et militært mål "på vejen til Palmyra".

De israelske kampfly "trængte ind i vort luftrum klokken 02.40 via libanesisk område og ramte et militært mål på vejen til Palmyra", lyder det i den syriske hærs erklæring, som gengives af nyhedsbureauet Sana.

Det dementeres næsten øjeblikkeligt af den israelske hær. Her hedder det, at alle fly slap uskadt fra deres operationer i Syrien.

- På intet tidspunkt var sikkerheden for civile israelere eller luftvåbnet bragt i fare, siger en talsmand for den israelske hær.

Det israelske luftvåben oplyste tidligere på dagen, at man havde gennemført flere angreb i Syrien i løbet af natten.

De israelske fly blev beskudt med missiler, og det lykkedes at uskadeliggøre et af missilerne, hed det.

Eksplosionen kunne høres helt til Jerusalem, der ligger næsten 100 kilometer væk.

- I løbet af natten udførte fly flere målrettede angreb i Syrien, hed det i en erklæring fra den israelske hær.

Både israelske og udenlandske medier har tidligere rapporteret, at israelske luftangreb har været rettet mod den shiamuslimske milits Hizbollah og dens kolonner.

Den magtfulde Hizbollah-milits er hjemmehørende i Libanon. Den er i alliance med Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Der er et mangeårigt fjendskab mellem Israel og Hizbollah. De udkæmpede senest i 2006 en krig.

I sidste uge var Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i Moskva for at besøge den russiske præsident, Vladimir Putin.

Her beklagede Netanyahu sig over, at Iran forsøger at etablere en permanent militær forpost i Syrien.

Hizbollah er allieret med Iran.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx