Af Ritzau - 14/04-17 08:55; Opdateret: 14/04-17 17:03

Afghanistan: Amerikansk kæmpebombe dræber 36 IS-krigereAfghanistan: Amerikansk kæmpebombe dræber 36 IS-krigere

Ingen civile er døde under et amerikansk angreb med en kæmpe ikke-nuklear bombe, siger afghansk ministerium.

storybild

Den store bombe blev kastet torsdag i Nangahar-provinsen i det østlige Afghanistan. 36 IS-medlemmer har mistet livet, oplyser den afghanske regering. (Billede: Reuters/Handout)

USA's anvendelse af en kæmpe ikke-nuklear bombe mod Islamisk Stat (IS) i Afghanistan koster 36 militante fra IS livet.

Det oplyser det afghanske forsvarsministerium.

- Afgørende IS-gemmesteder blev ødelagt, og 36 IS-kæmpere blev dræbt i bombardementet, udtaler ministeriet.

Islamisk Stat afviser dog, at nogen af gruppens krigere er omkommet. Det oplyser IS via gruppens nyhedsbureau Amaq.

Bomben blev kastet torsdag i Nangahar-provinsen i det østlige Afghanistan.

Den landede ifølge guvernør Esmail Shinwari i et område ved navn Momand Dara, der ligger nær grænsen til Pakistan.

- Eksplosionen er den største, jeg nogensinde har set, siger guvernøren.

Målet var tunneler og huler i bjergområdet, som bliver brugt af IS.

En lille del af Islamisk Stat, der ellers huserer i Irak og Syrien, har etableret sig i det østlige Afghanistan, hvorfra de har planlagt angreb mod den afghanske hovedstad, Kabul.

Sikkerhedseksperter siger, at IS har forskanset sig nær civiles hjem. Men regeringen i Afghanistan oplyser, at tusindvis af lokale familier allerede er flygtet fra området på grund af kampe de seneste måneder.

- Der blev taget forholdsregler for at undgå civile tab, skriver præsident Ashraf Ghani på Twitter.

Bombardementet var "designet til at støtte de afghanske nationale sikkerhedsstyrker og amerikanske styrker", tilføjer han.

Forsvarsministeriet oplyser, at der ikke var civile tab efter bombardementet.

- Ingen civile er blevet dræbt, og kun den base, som Daesh (IS) brugte til at angribe andre dele af provinsen, er blevet ødelagt, siger det afghanske ministeriums talsmand Dawlat Waziri ifølge Reuters.

USA's præsident, Donald Trump, har betegnet angrebet som en "meget, meget vellykket mission".

- Vi er meget, meget stolte af vores militær. Det var en meget vellykket begivenhed, sagde Trump på et pressemøde torsdag aften dansk tid.

Den tidligere FN-udpegede afghanske præsident Hamid Karzai langer dog hårdt ud efter USAs angreb på det sociale medie Twitter.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx