Af Sebastian Kirk - 01/11-17 15:04

Virksomhed giver ikke-rygere seks ekstra fridage for at kompensereVirksomhed giver ikke-rygere seks ekstra fridage for at kompensere

En japansk virksomhed belønner nu sine ikke-rygende medarbejdere for ikke at holde rygepauser.

storybild

Rygere har ofte flere pauser i løbet af en arbejdsdag end ikke-rygere. Det er en japansk virksomhed nu begyndt at kompensere for.

De fleste ikke-rygere på arbejdsmarkedet har formentlig prøvet at tage sig selv i at kaste misundelige blikke efter virksomhedens rygere, når de flere gange dagligt drager ud for at tage 10 minutters 'frisk' luft.

For når man ikke selv ryger, får man bare ikke lige så mange 'naturlige' pauser i løbet af en arbejdsdag - og det faktum har en japansk virksomhed nu sat sig for at rette op på.

Marketingvirksomheden Piala Inc. i Tokyo giver således seks ekstra betalte fridage om året til de medarbejdere, der ikke tager rygepauser i arbejdstiden for at kompensere, skriver Telegraph.

»En af vores ikke-rygende medarbejdere lagde en besked i virksomhedens forslagskasse tidligere på året om, at rygepauser skabte problemer,« fortæller talsperson Hirotaka Matsushima fra Piala Inc. til Telegraph og fortsætter:

»Vores direktør så beskeden og var enig, så vi giver ikke-rygere nogle ekstra fridage for at kompensere.«

Virksomheden, der har 120 ansatte, befinder sig på 28. etage i en skyskraber, og rygning skal foregå i kælderen. Derfor tager en typisk rygepause cirka 15 minutter, hvorfor ikke-rygerne har følt, at de har arbejdet væsentligt mere.

Foruden aspektet med ligebehandling af medarbejderne, håber direktør Takao Asuka, at tiltaget kan opildne medarbejdere til at lægge tobakken på hylden.

»Jeg vil gerne opildne medarbejdere til at stoppe med at ryge gennem incitament frem for straf eller tvang,« siger han ifølge Telegraph til det japanske medie Kyodo News.

Her fortæller han, at der indtil videre er fire medarbejdere, der har kvittet smøgerne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx