27/10-17 18:52

USA afviser catalansk uafhængighed og støtter SpanienUSA afviser catalansk uafhængighed og støtter Spanien

Spanien får under optrappet krise støtte fra stormagter til at holde landet "stærkt og samlet".

storybild

Mens catalonierne er på gaden for at støtte løsrivelsen fra Spanien, får Spanien opbakning fra blandt andet USA, Frankrig og Tyskland Reuters/Enrique Calvo

Madrid. USA erklærer fredag støtte til Spaniens regering i dens bestræbelser på at holde sammen på landet.

- USA glæder sig over et godt venskab og et varigt partnerskab med vores Nato-allierede Spanien, siger en talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

- Catalonien er en integreret del af Spanien, og USA støtter den spanske regerings tiltag for at bevare Spanien stærkt og samlet, hedder det videre.

Præsident Donald Trump sagde i sidste måned, at Spanien bør forblive forenet, og han kaldte folkeafstemningen om løsrivelse i Catalonien for "tåbelig".

Tyskland fastslog også fredag, at det ikke anerkender Cataloniens ensidige uafhængighedserklæring, og den tyske regering opfordrer til dialog mellem de to parter.

- Tysklands føderale regering anerkender ikke en sådan uafhængighedserklæring, siger regeringstalsmanden Steffen Seibert.

- Spaniens suverænitet og territoriale integritet er og vil altid være ukrænkelig.

- Vi håber, at de involverede altid vil udnytte enhver mulighed for dialog og nedtrapning af konflikten, tilføjer han.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, har hans fulde støtte i håndhævelse af loven i Catalonien.

- Jeg har en partner i Spanien, og det er premierminister Rajoy. Han ønsker at håndhæve lovgivningen og forfatningen. Han vil sikre, at de bliver respekteret, og han har min fulde støtte, siger den franske præsident.

Spaniens senat vedtog fredag at give Spaniens nationale regering beføjelser til at indføre direkte styre i Catalonien.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx