Af Ritzau - 08/06-17 14:45; Opdateret: 08/06-17 15:07

Ekspert før Comey-høring: Vi skal ikke forvente en rygende pistolEkspert før Comey-høring: Vi skal ikke forvente en rygende pistol

James Comey vil formentlig ikke kunne inkriminere Donald Trump under høring torsdag, siger USA-ekspert.

storybild

- Jeg tror ikke, vi skal forvente os en rygende pistol. Han kommer ikke pludselig til at sige noget helt andet end det, der blev udgivet onsdag, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. (Billede: Scanpix/Jim Watson)

Den tidligere FBI-direktør James Comey kommer til at være i fokus, når han torsdag skal vidne ved en åben høring i Senatet i Washington om Ruslands rolle i det amerikanske præsidentvalg.

Høringen har tiltrukket stor opmærksomhed i USA.

Comeys udtalelser kan potentielt gøre Donald Trumps i forvejen turbulente tid som præsident endnu mere besværlig.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, tror dog ikke, at torsdagens høring vil føre til de store juridiske problemer for Trump.

- Jeg tror ikke, vi skal forvente os en rygende pistol. Han kommer ikke pludselig til at sige noget helt andet end det, der blev udgivet onsdag.

Det siger Bjerre-Poulsen med henvisning til det, Comey vil indlede torsdagens høring med, og som allerede blev offentliggjort onsdag.

- Man kan også godt forestille sig, at der er ting, han ikke vil udtale sig om, fordi der er en undersøgelse i gang, fortsætter han.

Niels Bjerre-Poulsen forventer, at Comey efter sin indledende udtalelse vil blive spurgt ind til, hvordan han opfattede de mange møder med Trump.

- Senatet vil formentlig prøve at forstå, hvad det er for en atmosfære, de samtaler er foregået i.

- Det svære er at finde ud af, hvornår det er "obstruction of justice" (obstruktion af retfærdighed, red.), og hvornår det bare handler om, at Trump ikke ved, hvordan man snakker til folk som Comey.

- Det er de detaljer, man vil forsøge at få afklaret. Oplevede Comey et konkret politisk pres for at få lukket undersøgelsen af sikkerhedsrådgiver Michael Flynn?, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Det fremgik onsdag af et nedskrevet vidneudsagn fra James Comey, at han skrev noter om et møde med præsident Donald Trump.

Vidneudsagnet understøtter beskyldninger mod Trump om, at præsidenten forsøgte at påvirke undersøgelser omkring den daværende nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Trump kunne have sat en stopper for Comeys høring. Præsidenter kan påberåbe sig retten til at forhindre regeringsansatte i at dele information.

Men hvis Trump havde gjort brug af sin særlige magt, ville det sandsynligvis skabe en opfattelse af, at hans folk forsøger at skjule oplysninger om FBI's undersøgelse.

Comey aflagde senest vidnesbyrd i marts.

Her fortalte han, at FBI undersøgte Ruslands indblanding i det amerikanske valg og forbindelsen mellem Trump-lejren og den russiske regering.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx