02/09-17 21:56

Topaktivist i Venezuela: Diktaturet hindrer besøg i EuropaTopaktivist i Venezuela: Diktaturet hindrer besøg i Europa

Oppositionsaktivist i Venezuela skulle møde en række ledere i Europa, men styret tillader det ikke, siger hun.

storybild

Caracas. En fremtrædende menneskeretsaktivist i Venezuela siger lørdag, at myndighederne i det kriseramte latinamerikanske land har forhindret hende i at rejse til Europa.

Lilian Tintori, der er gift med den fængslede oppositionsleder Leopold Lopez, skulle lørdag være rejst til Europa.

Ifølge Tintori var det planen, at hun skulle mødes med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, den britiske premierminister, Theresa May, og flere andre ledere.

De skulle drøfte den politiske krise i Venezuela.

Men nu siger Tintori, at myndighederne i Venezuela ikke vil lade hende rejse ud.

- Diktaturet ønsker at forhindre os i at tage på en meget vigtig international rundrejse, skriver Tintori på Twitter.

Hun poster et billede af sig selv med et papir, hvor der står, at hendes udrejse er forbudt, og at hendes pas er konfiskeret.

- Ambassadørerne fra Spanien, Tyskland og Italien var med mig, de er vidner til diktaturets mishandling, skriver hun på Twitter og poster et foto af sig selv med diplomaterne i lufthavnen.

Tintori er blevet tilsagt at møde i retten på tirsdag for at svare på spørgsmål om et pengebeløb svarende til omkring 70.000 kroner, som venezuelansk politi har fundet i hendes bil.

Venezuelas opposition siger, at præsident Nicolas Maduro og hans regering i stigende grad undertrykker sine politiske modstandere.

Maduro-regeringen hævder, at den forsøger at forhindre voldelige kup støttet af USA og andre lande.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx