30/09-17 22:30

Trump skælder ud på et desperat Puerto Rico ødelagt af orkanTrump skælder ud på et desperat Puerto Rico ødelagt af orkan

10 dage efter orkan knuste stor del af amerikanske Puerto Rico, venter man på hjælp. Vi dør, siger borgmester.

storybild

Washington. Den amerikanske ø Puerto Rico, som blev ramt af store ødelæggelser under den seneste orkan Maria, føler sig glemt af præsident Donald Trump.

- Vi dør her, og jeg kan ikke begribe selve tanken om, at den største nation i verden ikke kan finde ud, hvordan transporten skal foregå til en lille ø, har det lydt vredt fra borgmesteren i San Juan - Puerto Ricos hovedstad - Carmen Yulin.

Hun har i dagevis opfordret USA's føderale myndigheder til at komme de 3,4 millioner amerikanske medborgere på den caribiske ø til undsætning i højere tempo end hidtil.

Det meste af øen er uden strøm, rindende vand og mad 10 dage efter orkanen med enorm kraft ramte øen. Huse over hele øen ligger knust, og veje er ødelagt, rapporterer amerikanske medier.

Størstedelen af øens borgere er spansktalende, og der har bredt sig en fornemmelse af, at den amerikanske præsident behandler dem som andenrangs amerikanere.

Vreden er stor.

Men det fik lørdag Trump til at reagere vredt på Twitter.

Han anklagede borgerne på den katastroferamte ø for at "ønske, at alt skal gøres for dem".

- Borgmesteren i San Juan, som var meget imødekommende bare for få dage siden, har nu fået at vide af Demokraterne, at I skal være slemme over for Trump.

- Sådan et ringe lederskab af borgmesteren i San Juan og andre i Puerto Rico, som ikke er i stand til at få deres ansatte til at hjælpe, skrev han.

Han hævdede, at "10.000 føderale medarbejdere, der er på øen, udfører et fantastisk job".

Borgmester Cruz, der selv lever i en nødbolig, efter hendes hus blev ødelagt af orkanen, har med stor patos appelleret til meget mere hjælp fra USA. Det er lige nu tophistorie i de amerikanske medier.

Det er blevet påpeget, at Trump risikerer at gentage den fejl, som tidligere præsident George W. Bush begik, da orkanen Katrina ramte det sydlige USA i 2005. Dengang mente mange, at Bush for sent indså, at han stod over for en humanitær katastrofe med over 1800 døde.

Trump opholdt sig lørdag på sin private golfklub i Bedminster, New Jersey, hvorfra hans bistre tweets blev sendt. Han har først i næste uge planer om at besøge Puerto Rico.

Lidt senere lørdag kom der nye tweets fra Trump, hvor han beskyldte medierne for at forfalske hans synspunkter om Puerto Rico.

- Til folk i Puerto Rico: Tro ikke på falske nyheder, skrev han.

Der er også vrede i det tidligere Dansk Vestindien - De Amerikanske Jomfruøer - over, at hjælpen er så langt tid om at nå frem efter orkanen Maria.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx