Af Ritzau - 18/12-16 15:13; Opdateret: 18/12-16 16:13

FN: Evakueringsbusser er inde i det østlige AleppoFN: Evakueringsbusser er inde i det østlige Aleppo

19 busser er kørt ind i det østlige Aleppo, men der er endnu ikke kommet nogen ud, oplyser FN-talsmand.

storybild

Mennesker bærer deres ejendele gennem ødelagte bygninger i den regeringskontrollerede del af Aleppo i Syrien. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Omar Sanadiki)

Der er kørt busser ind i det belejrede østlige Aleppo.

Det bekræfter FN talsmand for humanitære affærer Jens Lærke søndag eftermiddag, efter at statslige medier i Syrien ifølge nyhedsbureauet Reuters melder, at evakueringen er genoptaget.

- Vi har oplysninger om, at der kommer busser ind i det belejrede område, men vi har endnu ikke set dem komme ud igen, siger han.

- Vi har folk til stede på overgangen mellem det belejrede østlige Aleppo og resten af byen. De er der for at støtte, hvis der kommer syge og sårede ud, fortæller han.

Ifølge FN's folk, der befinder sig mellem de to bydele, er 19 busser kørt ind i den belejrede bydel.

- Vi er ikke sikre på, hvor mange der befinder sig i den belejrede del af byen. Men vi regner med, at der stadig er flere tusinde mennesker, siger Jens Lærke.

Hjælpeorganisationerne Røde Kors og Røde Halvmåne er også til stede, oplyser talsmanden. De skal overvåge evakueringen.

Transporterne af civile ud af Aleppo har stået stille i næsten to dage. Ifølge syriske medier skal busserne bruges til at evakuere både oprørere og civile.

Hvis evakueringen lykkes, og der kommer mennesker ud, bliver de transporteret til hospitaler i nærliggende områder, oplyser Jens Lærke.

- I naboprovinserne og langs grænsen til Tyrkiet og inde i Tyrkiet er der hospitaler, som er forberedt på at modtage syge og sårede, så de kan få en akut, medicinsk førstehjælp, siger han.

Mens evakueringen altså ser ud til at komme i gang i selve Aleppo, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters, at busser ved to shiamuslimske landsbyer i provinsen Idlib er blevet angrebet.

Sårede og andre udsatte fra de to landsbyer al-Foua og Kefraya skulle evakueres til områder, der kontrolleres af regeringen.

Uenigheder mellem den syriske opposition og den syriske regering om evakuering af sårede fra de to landsbyer er skyld i, at transporterne ud af Aleppo har stået stille, skriver Reuters.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx