Af - 11/02-14 08:18; Opdateret: 11/02-14 08:32

To danskere slipper nådigt fra busulykke i natTo danskere slipper nådigt fra busulykke i nat

To danskere slap tilsyneladende uskadt fra en voldsom trafikulykke i Norge, hvor tre personer blev dræbt.

To danskere var angiveligt om bord på den bus, der natten til tirsdag stødte frontalt sammen med et lastvognstog på hovedvej 7 ved byen Veme i kommunen Ringerike, der ligger i den sydøstlige del af Norge.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB slap de to danskere og desuden en svensker tilsyneladende uskadt fra ulykken. De blev dog sendt til undersøgelse på Ringerike Sygehus.

I alt var elleve personer involveret i ulykken. Ni i bussen og så de to lastvogntogschauffører.

Blandt de omkomne var chaufføren på bussen, der var på vej fra Gardermoen til Førde i det vestlige Norge, da ulykken skete. To passagerer i bussen blev også dræbt ved sammenstødet.

Ulykken skete, da lastvognstoget ved en fejl kørte over i den forkerte vejbane og derefter ramte bussen. Bagefter kørte et bagvedkørende lastvognstog ind i de to køretøjer.

Der meldes om glatte vejbaner i området. Redningsmandskab var natten til tirsdag i gang med at frigøre personer fra de involverede køretøjer. Vejen ventes at være lukket i nogle timer.

En person, der passerede ulykkesstedet i sin bil, fortæller om kaotiske scener.

- Det var meget dramatisk. Mange blev hjulpet ud af bussen af politi og brandvæsen, og det så ud som om, at sammenstødet mellem bussen og lastbilen har været voldsomt, siger øjenvidnet til vg.no.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx