Af Katrine Frederikke Wandrup - 23/07-17 17:28

Diana ringede til sønnerne få timer inden hun døde: Prinserne fortryder bittert måden, de reagerede på Diana ringede til sønnerne få timer inden hun døde: Prinserne fortryder bittert måden, de reagerede på

I anledningen af 20-året for prinsesse Dianas død åbner hendes to sønner, kronprins William og prins Harry, op for minderne om deres mor i en helt ny dokumentar og fortæller, at de begge prøvede at afslutte deres sidste samtale over telefonen med Diana så hurtigt som muligt på den dag, hun døde. Og det fortryder de nu.

storybild

Her ses Dianas forulykkede bil i Paris i 1997. (Billede: CROWN COPYRIGHT RESERVED)

De to unge prinser på 15 og 12 år var ved Balmoral Slot, da Diana ringede til dem fra Paris den 31. august 1997, blot få timer inden sin død. Det fortæller de i dokumentaren ’Diana, Our Mother: Her Life and Legacy’, skriver flere britiske medier, herunder Mirror.

Den sidste telefonsamtale med Diana husker de to prinser med stor sorg.

»Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg sagde, men jeg kan huske – og det vil jeg nok fortryde resten af livet – hvor kort den samtale var. Og hvis jeg havde vidst, at det var sidste gang, jeg kom til at tale med min mor, så var der mange ting, jeg ville have sagt til hende ...,« fortæller den nu 32-årige prins Harry i dokumentaren og fortsætter:

»At se tilbage på det nu er utroligt hårdt. Det er noget, jeg må leve med resten af livet. Ikke at vide, det var sidste gang, jeg kom til at tale med min mor og hvor anderledes, den samtale ville have været, hvis jeg havde haft den mindste fornemmelse af, at, du ved, at hendes liv ville slutte den nat.«

Prinserne husker, at Harry blot havde en fem minutter lang samtale med sin mor, som han ikke havde set i en måned, inden han gav telefonen videre til sin storebror William.

»Jeg tror, Harry og jeg havde travlt med at få sagt ’farvel’, ’vi ses senere’, og ’vi bliver nødt til at smutte’. Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, så ville jeg ikke have været så henkastet,« siger den nu 35-årige kronprins William, som er blot et år yngre end Diana var, da hun døde.

De to drenge skulle have været genforenet med deres mor i London den følgende dag, men i stedet vågnede de op til den forfærdelige nyhed om, at prinsesse Diana var død i en trafikulykke om natten sammen med sin nære ven Dodi Al Fayed, som var søn af ejeren af Harrods, Mohamed Al Fayed.

»Hun kunne fuldstændig omslutte en og kramme dig så tæt som muligt. Selv nu kan jeg mærke de kram, hun plejede at give os. Jeg savner at have den mor, der kunne give mig de kram, give mig den omsorg, som jeg tror, alle har brug for,« fortæller prins Harry, der også kalder Diana »den bedste mor i verden.«

I dokumentaren fortæller han, at han først græd, da han var til begravelsen, og at han siden da blot har grædt en gang. De mange år, han har brugt i hæren, var præget af ’hvid støj’, som han siger, hvor han lukkede ned for sine følelser omkring moderens død.

William fortæller, at moderens dødsfald var som et jordskælv, der gennemrystede hele hans fundament og liv, og at han langsomt gennem de sidste 20 år har genopbygget sit liv og prøvet at forstå, hvad der skete.

De nye detaljer om de to prinsers sidste minder om deres mor kommer som en markering af 20-året for Dianas død. De fortæller, at de nu er klar til at åbne op om Diana som mor og ikke blot som offentlig figur, men understreger også, at det kun kommer til at ske denne ene gang.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

'Kæmp eller tilslut dig': Danske...
bt.dk
Politi finder bil væltet på motorvej...
bt.dk
Sødt billede: Johanne Schmidt-Nielsen...
bt.dk
Den er god nok: Dette fags eksamen...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx