Af Ritzau - 01/03-17 11:36; Opdateret: 01/03-17 19:07

Juncker sender EU-samarbejdet i familieterapiJuncker sender EU-samarbejdet i familieterapi

Vi har Europas fremtid i vores hænder, siger EU-Kommissionens formand i debatoplæg med fem fremtidsscenarier.

storybild

EU''s kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, præsenterer onsdag eftermiddag en hvidbog med fem mulige scenarier for EU''s fremtid efter brexit. (Billede: Reuters/Yves Herman)

EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, præsenterer onsdag eftermiddag en hvidbog med fem mulige scenarier for EU-samarbejdets fremtid efter brexit.

Ifølge et udkast, som Ritzau har set, går de fem scenarier fra en næsten uændret model til en model, hvor de tilbageværende 27 EU-lande samarbejder meget tættere om alt.

Indimellem er scenarier med styrket samarbejde på udvalgte områder og mindre på andre. Der er også en model, hvor nogle lande samarbejder tættere end andre.

Den små 30 sider lange præsentation går ikke i detaljer med de enkelte modeller. Men der er masser af konkrete eksempler og beskrivelser af fordele og ulemper.

Én model lægger for eksempel op til at nedtone meget af det nuværende samarbejde og fokusere på det indre marked.

Der lægges op til at bevare den fri bevægelighed for varer og kapital - men ikke nødvendigvis for personer og tjenesteydelser.

Det kan betyde flere grænsetjek, skabe uro om euroen og begrænse borgernes rettigheder i EU-regi.

En anden model lægger op til et mere fragmenteret EU-samarbejde. Grupper af EU-lande kan gå sammen om at styrke deres samarbejde om for eksempel forsvar, efterretninger, skat eller socialpolitik.

Sammenholdet består - men det bliver mindre gennemskueligt og sværere at placere ansvaret i et mere opsplittet system.

Der er også en mulighed for, at alle 27 EU-lande generelt gør mindre sammen - men så til gengæld gør det mere effektivt.

Det kan for eksempel være mere samarbejde om ting som forskning, handel, klimapolitik, grænser, forsvar og migration. Men mindre på områder som regional udvikling, sundhed, beskæftigelse og socialpolitik.

Juncker præsenterer sin hvidbog onsdag eftermiddag i EU-Parlamentet.

Efter planen skal de 27 fremtidige medlemslande tage hul på debatten, når lederne 25. marts samles til samarbejdets 60 års fødselsdag i Rom.

De kommende måneder vil kommissionen præsentere en række "refleksionspapirer". De handler om arbejdsmarkedet, globalisering, ØMU'en, forsvar og finansieringen af EU.

Juncker selv lover at zoome ind på sin foretrukne model, når han i september holder sin årlige tale om unionens tilstand.

Hans mål er, at der er enighed om fremtidsplanen inden næste valg til Europa-Parlamentet. Det finder sted i juni 2019.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx