24/09-17 04:29; Opdateret: 24/09-17 06:07

Nyt kraftigt jordskælv skaber panik i MexicoNyt kraftigt jordskælv skaber panik i Mexico

Mindst fire mennesker er omkommet som følge af et nyt jordskælv i Mexico. To kvinder døde af hjerteanfald.

storybild

En lille pige omfavner en marineofficer ved en kollapset bygning i Mexico City. Mexico blev lørdag ramt af et nyt jordskælv. Reuters/Jose Luis Gonzalez

Mexico City. At nerverne sidder uden på tøjet hos mange mexicanere kunne ses lørdag, da et nyt, kraftigt jordskælv fik folk til at flygte ud i gaderne af frygt for at blive fanget i en kollapset bygning.

De kraftige rystelser fik flere bygninger til at styrte sammen, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Flere boliger, som fortsat stod tomme efter det forrige skælv, faldt sammen. Det er hårdt, og vi er alle ude i gaderne, siger Bettina Cruz, der bor i byen Juchitan.

En bro i nærheden af byen kollapsede også.

Ifølge USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) havde skælvet med epicentrum i den sydlige region Oaxaca en beregnet størrelse på 6,1.

Myndighederne i delstaten oplyser, at to personer mistede livet.

Oaxaca var blandt de hårdest ramte områder i et jordskælv, som dræbte næsten 100 mennesker i et jordskælv 7. september.

Tirsdag blev Mexico ramt af det mest dræbende jordskælv i over 30 år.

Indtil videre er 305 personer bekræftet omkommet i skælvet, der havde en beregnet størrelse på 7,1. Dødstallet ventes at stige.

Lørdagens efterskælv blev også mærket i hovedstaden, Mexico City, hvor 167 mennesker er fundet omkommet efter tirsdagens katastrofe.

Desuden styrtede mindst 39 bygninger sammen. Deriblandt en skole, hvor over 20 elever og lærere mistede livet.

Og de uhyggelige hændelser sidder stadig i folk.

- Gud, vis nåde, siger den 74-årige Teresa Martinez, som sammen med andre kvinder var søgt ud på gaden, hvor de stod og græd, skriver AFP.

Medier i storbyen beretter, at to kvinder døde af hjerteanfald, da de forsøgte at forlade deres hjem.

Redningsmandskab indstillede omgående eftersøgningen af overlevende og lig i bygninger, der var kollapset i tirsdagens skælv, af frygt for nye sammenstyrtninger.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx