Af Michael Bo Mortensen - 08/09-13 18:49

Assad om brug af kemiske våben: Ingen beviserAssad om brug af kemiske våben: Ingen beviser

Syrien præsident, Bashar al-Assad, opfordrer USA til at fremlægge beviser for, at han stod bag gasangreb.

storybild

Den syriske præsident Assad nægter, at hans regime havde noget at gøre med brugen af kemiske våben den 21. august. (Billede: Polfoto)

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, nægter, at hans regime stod bag giftgasangrebet i Syrien den 21. august. Og han mener ikke, at der er tilstrækkelige beviser for, at der overhovedet har været et sådant angreb.

Det rapporterer den amerikanske tv-station CBS søndag i nyhedsprogrammet Face The Nation.

- Det er ikke bevist, at jeg brugte kemiske våben imod mit eget folk, siger Assad til CBS i et interview, der er blevet optaget i Syriens hovedstad, Damaskus.

Tv-stationen ridsede søndag hovedpunkterne op fra interviewet med præsidenten, som sendes i dets fulde længde mandag.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, beskylder Assad for at stå bag giftgasangrebet, som dræbte mere end 1400 personer - herunder adskillige børn. Omvendt har Assad tidligere beskyldt oprørere for at være gerningsmændene.

I CBS' interview med Assad vil præsidenten hverken be- eller afkræfte, at hans regime er i besiddelse af kemiske våben. Han opfordrer amerikanerne til at lægge beviser frem, hvis de har dem.

Samtidig advarer Assad imod et militært angreb på Syrien. Hvis det sker, vil der komme en form for gengældelse fra dem, der støtter op om det syriske styre, påstår præsidenten, som også fortæller, at Syrien er så forberedt, som man kan være, på et angreb.

Direkte adspurgt om, hvorvidt et amerikansk angreb på Syrien kan tippe balancen i den syriske borgerkrig over på oprørernes side, svarer Assad, at han er meget bekymret for, at netop det vil ske.

Amerikanske medier skriver søndag, at USA overvejer et militært angreb, der skal løbe over tre dage.

Ifølge den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er et "tocifret" antal lande klar til at støtte en amerikansk-ledet aktion i Syrien.

Først skal Kongressen i USA dog tage stilling til et eventuelt angreb.

/ritzau/Reuters


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx