Af Ritzau - 23/04-17 21:31

Le Pen: Frankrigs overlevelse er på spilLe Pen: Frankrigs overlevelse er på spil

Globaliseringen bringer den franske civilisation i fare, siger Le Pen og beder alle patrioter stemme på hende.

storybild

Marine Le Pen jubler sammen med sine tilhængere, efter prognoser har vist, at hun efter alt at dømme er en af de to kandidater, der går videre til anden valgrunde af Frankrigs præsidentvalg. (Billede: Scanpix/Joel Saget)

Lederen af det franske højrefløjsparti Front National, Marine Le Pen, betegner det som en "historisk" sejr, efter prognoser viser, at hun går videre til anden valgrunde ved Frankrigs præsidentvalg.

- Resultatet er historisk, første skridt er taget, siger hun til en sal fuld af jublende tilhængere.

- Tiden er inde til at befri det franske folk, fastslår hun.

Ifølge de første prognoser bliver det Le Pen og midterkandidaten Emmanuel Macron, der skal kæmpe om præsidentposten ved anden valgrunde 7. maj.

- Det, som det i virkeligheden drejer sig om ved dette valg, er globaliseringen, som bringer vores civilisation i fare, siger Le Pen i sin takketale.

I talen advarer hun blandt andet om tab af arbejdspladser og om truslen fra internationale terrorgrupper.

For at bekæmpe disse udviklinger skal der en helt anden politik til og helt andre ansigter i Frankrigs politiske ledelse, mener Front National-lederen.

- Det sker selvfølgelig ikke med François Hollandes afløser, siger hun med henvisning til Emmanuel Macron, der har været økonomiminister i den siddende præsidents regering.

- Jeg er folkets kandidat, fastslår Le Pen til stor jubel fra sine tilhørere.

François Fillon og Benôit Hamon, som er to af de præsidentkandidater, der ikke gik videre, har omgående opfordret deres tilhængere til at støtte Macron for at forhindre, at Le Pen kommer til magten.

I sin sejrstale søndag aften appellerer Marine Le Pen til alle franske vælgere om at stemme på sig ved anden valgrunde, "uanset hvad de stemte i dag".

- Jeg opfordrer til national samling bag vores projekt, hvor vi skal genoprette Frankrig, siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx