30/09-17 19:55

I besatte skoler i Barcelona nærmer afgørelsens time sigI besatte skoler i Barcelona nærmer afgørelsens time sig

Skoler i Catalonien er besat af forældre, der vil bruge dem til stemmelokaler søndag. Politiet vil stoppe det.

storybild

Barcelona. Det er lørdag aften, men skolebørn løber alligevel rundt i deres skolegård på Escola Tabor-skolen og triller bold i den milde regn, der falder over Barcelona, hovedstaden i Catalonien.

Sammen med børn på adskillige andre skoler i Barcelona og andre steder i regionen er de midlertidigt flyttet ind på deres skole.

Forældrene har så at sige besat uddannelsesinstitutionerne i et forsøg på at sikre, at de kan bruges som stemmelokaler ved den omstridte folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien, der indledes søndag morgen.

Spaniens regering og domstolene har erklæret afstemningen forfatningsstridig, og politiet har fået besked på at afspærre de steder, der kan bruges som stemmelokaler.

Ved middagstid lørdag var der ifølge myndighederne afspærret 1300 bygninger.

Politiet har også været forbi Escola Tabor.

- De var her tre gange i aftes. Men det gik stille og roligt, siger Julia Merino, der er en aktivist, som opholder sig på Escola Tabor-skolen.

- Vi rykkede ind på skolen fredag, og vi bliver, til afstemningen er slut. Lige nu er her 48 personer, men der ventes at komme familiemedlemmer senere i aften, så i nat skal her nok sove 200.

Har I så stemmesedler, valgtilforordnede og stemmebokse klar til afstemningen?

- Nej, det kommer i morgen tidlig.

Hvorfra, og hvem kommer med dem?

- Det har vi ikke fået at vide.

Teknisk set er det ikke en besættelse. Forældre har lov til at bruge skolen uden for almindelig skoletid, hvis det er forbundet med aktiviteter.

Så der er forberedt et program. Lørdag aften en sen fællesmiddag, derefter film, og for de, der stadig er vågne, er der musik.

Det er imidlertid langt fra sikkert, at forældrene og aktivisterne får held med deres projekt. Politiledelsen har sagt, at politiet søndag morgen kører hen til de skoler, der er åbne, for at lukke dem.

Ifølge Julia Merino vil det foregå fredeligt.

- Vi er fredelige folk. Ingen vil lave ballade.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx