08/05-18 17:48; Opdateret: 08/05-18 19:50

Modstridende meldinger forud for Trump-melding om atomaftaleModstridende meldinger forud for Trump-melding om atomaftale

Embedsmænd i Trump-administrationen siger ifølge ansatte i Kongressen, at USA trækker sig fra atomaftale.

storybild

I en telefonsamtale med den franske præsident, Emmanuel Macron, skal USA's præsident, Donald Trump have sagt, at han trækker USA ud af atomaftalen med Iran. Det skriver New York Times. Men kort tid efter melder det franske præsidentkontor ifølge Reuters, at Trump i samtalen ikke har givet nogen indikationer på beslutningen. Reuters/Joshua Roberts/arkiv

Washington, D.C.. Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil trække USA ud af atomaftalen med Iran.

Det skal embedsmænd fra Trump-administrationen have fortalt medlemmer af Kongressen tirsdag aften kort efter klokken 19.30.

Det meddeler ansatte i Kongressen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere tirsdag kunne avisen New York Times berette, at Trump havde givet samme melding til sin franske kollega Emmanuel Macron.

Men kort tid efter lød det fra Reuters på baggrund af kilder fra det franske præsidentkontor, at Trump ikke gav nogen indikation på sin beslutning med hensyn til atomaftalen.

Også en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus sår tvivl om udfaldet af samtalen. Præsident Trump sagde ikke "de ting", skriver bureauet.

Donald Trump har tidligere varslet, at han tirsdag klokken 20.00 dansk tid vil give en formel udtalelse om, hvad han vil stille op med aftalen.

New York Times citerede en kilde, som angiveligt er orienteret om samtalen mellem Macron og Trump.

Ifølge kilden forbereder USA sig på at genindføre alle de sanktioner, der blev ophævet i forbindelse med aftalen, der blev indgået 14. juli 2015 i Wien.

Avisen citerer også en anden unavngiven kilde, der skal have nært kendskab til forhandlingerne om at redde aftalen.

Samtalerne brød angiveligt sammen, da Trump insisterede på at fastholde begrænsninger på Irans produktion af atombrændsel efter 2030. Den nuværende aftale ophæver disse begrænsninger, skriver avisen.

Præsident Trump har længe varslet, at han ikke var tilfreds med den aftale, der lå på bordet.

Målet med aftalen var, at Iran skulle afvikle sit atomprogram mod, at omverdenen løsnede de omfattende sanktioner, der var mod landet.

Gør han alvor af at trække sig fra aftalen, risikerer han at komme på kollisionskurs med de europæiske lande, der er med i aftalen.

Præsident Trump risikerer også at øge spændingen i forholdet med Rusland og Kina, der også er med i aftalen.

Men samtidig opfylder han et af sine valgløfter fra præsidentvalgkampen i 2016.

Atomaftalen er mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland. Den trådte i kraft i januar 2016.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Politiker vil gøre comeback i...
bt.dk
30-årig søn nægtede at flytte...
bt.dk
Rektor mødte ind til chokerende syn i...
bt.dk
Multiresistente bakterier spreder sig...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx