27/08-17 12:45

FN: 3,8 million er på flugt fra vold i DRCongoFN: 3,8 million er på flugt fra vold i DRCongo

Antallet af flygtninge er fordoblet på kun et halvt år. De fleste er flygtet fra diamantregionen Kasai.

storybild

Antallet af mennesker, der er drevet på flugt af konflikter i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) er blevet fordoblet til op mod fire millioner på kun seks måneder, viser nye tal fra FN. Scanpix/Alexis Huguet

Kinshasa. Antallet af mennesker, der er drevet på flugt af konflikter i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) er blevet fordoblet til op mod fire millioner på kun seks måneder, viser nye tal fra FN.

De fleste af de internt fordrevne er flygtet fra Kasai-regionen, som er kendt for store diamantforekomster.

- Der mangler mad og tøj til 1,4 million, som er tvunget væk fra deres hjem i Kasai, siger George Okoth-Obbo fra ledelsen i FN's flygtningeorganisation UNHCR.

- De fordrevne har brug for at komme i ly - navnligt børnene, der sover under forhold, der trodser enhver beskrivelse, siger Okoth-Obbo under et besøg i det krigshærgede land.

Yderligere 33.000 congolesere er flygtet fra Kasai til nabolandet Angola.

- Forholdene i Kasai er i dag så dårlige, at vi ikke kan tilskynde de fordrevne til at vende hjem, påpeger Okoth-Obbo.

Volden i Kasai blev udløst for et år siden, da en lokal oprørsleder blev dræbt.

Over 3000 er blevet dræbt under de voldelige uroligheder.

I den sydøstlige provins Tanganyika har kampe mellem forskellige folkegrupper ført til, at tusinder er flygtet - navnligt fra Kivu-regionen.

Samtidig har DRCongo taget imod en halv million flygtninge fra kampe i Burundi, Rwanda, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.

En FN-rapport tidligere i denne måned, som blandt andet dokumenterede drab på over 60 børn, advarede om, at der er fare for "etniske udrensninger" i DRCongo.

Rapporten var baseret på interview med 96 personer, som var flygtet fra provinsen Kasai til nabolandet Angola.

Flygtningene beretter om vold af militsen Bana Mura, som støttes af sikkerhedsstyrkerne i landet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx