23/09-17 21:11; Opdateret: 23/09-17 22:27

Nordkorea i FN: Trump har begået en uigenkaldelig fejlNordkorea i FN: Trump har begået en uigenkaldelig fejl

Trumps udtalelser om Nordkoreas leder gør det "endnu mere uundgåeligt", at landet sender raketter mod USA.

storybild

Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, på talerstolen i FN's Generalforsamling. Reuters/Eduardo Munoz

New York. Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, beskriver i en tale lørdag til FN's Generalforsamling i New York USA's præsident, Donald Trump, som "en mentalt afsporet person fuld af storhedsvanvid".

Ri noterer sig, at Trump har adgang til "atomknappen", og at det kun er ham, der er "på selvmordsmission".

Han kalder Trump "Præsident Ond" og kommenterer samtidig den amerikanske præsidents omtale af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, som "raketmanden".

- Han (Trump, red.) har begået en uigenkaldelig fejl, der gør det endnu mere uundgåeligt, at vores raketter besøger det amerikanske fastland.

Den nordkoreanske minister advarer samtidig om, at Nordkorea vil foretage en "nådesløs forebyggende handling", hvis USA viser tegn på at ville "halshugge" den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.

Ri understreger dog, at det nordkoreanske atomarsenal i praksis skal ses som afskrækkelse mod krig, og at målet er at sætte en stopper for atomtruslen og undgå en invasion fra USA.

- Vores ultimative mål er at etablere en magtbalance med USA, siger han.

Ris tale afslutter en uge, hvor det er fløjet med ukvemsord mellem USA og Nordkorea.

I sin tale til FN's Generalforsamling tirsdag kaldte Trump Nordkoreas leder, Kim Jong-un, en "raketmand på selvmordsmission", der pønser på at udvikle atomvåben for at bruge dem.

Hvis det fortsætter, advarede han, så kan USA blive nødt til at knuse hele Nordkorea med militære midler.

Det fik fredag Kim Jong-un til at kalde Trump "en mentalt forstyrret olding".

Nordkorea gennemførte 3. september sin sjette atomprøvesprængning, og inden for den seneste måned har det foretaget to prøveaffyringer af langtrækkende raketter. De har begge overfløjet Japan.

USA's forsvarsministerium oplyser, at et amerikansk bombefly, B-1B Lancer, ledsaget af kampfly lørdag har fløjet op langs østkysten af Nordkorea som en magtdemonstration. Det er sket i internationalt luftrum.

- Dette er det længste nord for den demilitariserede zone, som noget amerikansk kamp- eller bombefly har fløjet ud for Nordkoreas kyst i det 21. århundrede, siger talskvinden for forsvarsministeriet, Dana White.

- Det understreger, hvor alvorligt vi ser på (Nordkoreas, red.) vanvittige opførsel.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx