03/09-17 10:07

Svensk politi opruster til 250 grænsekontrollører i SkåneSvensk politi opruster til 250 grænsekontrollører i Skåne

Rejser man til Sverige, vil man formentlig opleve at blive udsat for kontrol oftere end i de seneste måneder.

storybild

Malmø. Både politifolk og civile paskontrollører skal den kommende tid stå for at tjekke pas og id-papirer på rejsende over Øresund til Sverige.

I alt skal korpset af grænsekontrollører ved Skånes politi bestå af cirka 250 personer. Det melder mediet Sveriges Radio Ekot.

100 nyansatte kontrollører har taget hul på deres uddannelse i denne uge, og de ventes at have første dag på jobbet i løbet af to ugers tid.

- Man kommer til at se flere kontroller, og man vil nok også selv blive udsat for kontrol oftere, end man er blevet det de seneste måneder, siger Jarl Holmström, stedfortrædende chef i politiregion Syd, til Ekot.

Trods de mange nye ansatte er der fortsat behov for samme antal betjente ved grænsen. Ud af de cirka 250 personer, der skal stå for kontrol ved grænsen, er 74 betjente.

Allerede i maj meddelte det svenske grænsepoliti, at man ville ansætte hundredvis af civile paskontrollører til at vogte grænsen ved Øresund.

Efter at den svenske regering besluttede at afskaffe id-kontrollen, har politiet oplevet en øget belastning ved grænsen.

Samtidig er ordren fra regeringen, at grænsekontrollen skal fortsætte på fuldt blus i de resterende seks måneder.

Derfor valgte det svenske rigspoliti at styrke bemandingen især ved Øresundsbroen og havnen i Helsingborg.

På grund af ferie er det dog først nu, at der er blevet sat antal på og dato for det udvidede korps' arbejde.

Fra mandag ændrer Skånetrafiken i sin trafikplan over Øresund. Målet er at få flere og hurtigere tog mellem Danmark og Skåne, som det var tilfældet før grænsekontrollen.

Ifølge politiet burde det kunne lade sig gøre.

- Har man sit pas klar, og ved hvordan det her foregår, tror jeg ikke, at det (den skærpede kontrol, red.) kommer til at betyde panderynker for pendlerne, siger Jarl Holmström til Ekot.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx