Af Ritzau - 11/12-16 17:34; Opdateret: 11/12-16 19:39

Rusland dementerer enighed om evakueringsplan i AleppoRusland dementerer enighed om evakueringsplan i Aleppo

USA og Rusland drøfter fortsat plan for evakuering i Aleppo, lyder det fra Rusland, som dementerer melding.

storybild

Oprørere er trængt op i en krog i den syriske by Aleppo, og søndag har Rusland og USA opgivet at nå til enighed om en plan for evakuering af oprørere og civile, lyder det fra Rusland. (Billede: Reuters/Omar Sanadiki)

Syriske oppositionsgrupper hævdede søndag eftermiddag, at USA og Rusland var klar med en plan for "sikker evakuering" i Aleppo.

Det dementeres søndag aften fra Genève af russiske diplomater via russiske nyhedsbureauer. Rusland og USA har de seneste to dage forhandlet i Schweiz.

- Vi må gå herfra uden resultat. Delegationerne er gået, siger en diplomat til det russiske nyhedsbureau Tass.

Dialogen fortsætter, lyder det.

Ruslands melding til USA var, at man kan acceptere en evakuering, men ikke fra mandag. Amerikanerne stillede angiveligt som krav, at det skulle ske straks.

Nyhedsbureauet Reuters skrev tidligere søndag, at det havde set en plan med helt konkrete punkter for evakuering af oprørssoldater, deres familier og civile.

Den skulle gennemføres på 48 timer, hvor oprørerne skulle kunne slippe ud via flere korridorer.

Det hed blandt andet ifølge Reuters, at oprørerne kunne forlade byen med lette våben. Tunge våben skulle efterlades i Aleppo.

Det er uvist, om denne tekst var et ufærdigt udkast, eller om en plan faktisk var klar, hvorpå Rusland trak støtten.

Oprørsgrupper i den store syriske by er de seneste uger trængt op i en krog, og de kontrollerer nu kun et mindre område.

Området er fyldt med civile, og det bombes intensivt af præsident Bashar al-Assads hær og allierede.

- De står over for et valg mellem at overgive sig eller dø, siger en tyrkisk embedsmand, som er sammen med oprørsgruppen Jabha Shamiya.

Embedsmanden advarer om "en tragisk afslutning", hvis der ikke sker en intervention ude fra.

Det syriske styre har i månedsvis ført en blodig offensiv mod oprørerne i Aleppo, som Bashar al-Assad kræver generobret.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx