Af Ritzau - 01/01-17 18:35

Köln-politi får kritik for at tjekke nordafrikanereKöln-politi får kritik for at tjekke nordafrikanere

Politiet i Köln siger, at en massiv tilstedeværelse nytårsaften har forhindret overgreb som for et år siden.

storybild

Tyske betjente kontrollerer en gruppe mænd ved hovedbanegården i Köln nytårsaften. Sidste år fik nordafrikanske indvandrere skyld for en række røverier og seksuelle overgreb. (Billede: Reuters/Wolfgang Rattay)

Ikke færre end 1700 betjente var sat ind for at sørge for sikkerheden i det centrale Köln nytårsaften.

Det store politiopbud skulle forhindre en gentagelse af røverier og seksuelle overgreb, som prægede den tyske storby nytårsaften for et år siden.

Ved hovedbanegården kontrollerede politiet ID-kort for omkring 650 personer, næsten udelukkede nordafrikanske mænd. De fleste fik lov at begive sig videre mod den centrale del af Köln.

Dog blev 190 personer bortvist fra stedet, mens 92 blev anholdt.

Politichef Jürgen Mathis afviser kritik fra nogle tyske medier af, at betjentene i Köln er gået målrettet efter nordafrikanske mænd, og at politiet dermed har foretaget en form for "raceprofilering".

Mathis siger, at mange af de mænd, som politiet stoppede og kontrollerede, opførte sig aggressivt.

- Det handlede tydeligvis om at forhindre hændelser af samme slags som sidste år, siger politichefen på en pressekonference søndag.

- En stor del af den gruppe, der blev tjekket, var af en karakter, så man kunne forvente kriminelle handlinger. Derfor havde vi denne klare tilgang til det, forklarer han ifølge Reuters.

Blandt de 92 anholdte er også 16 tyskere og 10 syrere.

Antallet af betjente på gaden i Köln nytårsaften var omkring ti gange så højt som sidste år, hvor hundredvis af kvinder blev forulempet og bestjålet.

De fleste af gerningsmændene bag sidste års overgreb blev beskrevet som arabiske eller nordafrikanske af udseende.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx