03/11-17 03:56; Opdateret: 03/11-17 05:18

IS: En af kalifatets soldater stod bag angreb på ManhattanIS: En af kalifatets soldater stod bag angreb på Manhattan

Via sit eget magasin tager IS skylden for et angreb i New York tirsdag. Gruppen fremlægger dog ingen beviser.

storybild

Torsdag skrev præsident Donald Trump på Twitter, at han mener, at Sayfullo Saipov bør idømmes dødsstraf. Scanpix/Spencer Platt/arkiv

New York. Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) tager skylden for et angreb på Manhattan i New York tirsdag, hvor otte mennesker blev kørt ned og dræbt af en gerningsmand i en varevogn.

Det rapporterer Islamisk Stats eget onlinemagasin, Al-Naba.

- Angrebsmanden er en af kalifatets soldater, står der i en artikel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- En af Islamisk Stats soldater angreb flere korsfarere på en gade i New York City, står der videre ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gruppen fremlægger dog ingen beviser for påstanden.

Under et retsmøde onsdag forklarede den formodede gerningsmand bag angrebet, Sayfullo Saipov, at han handlede på vegne af IS.

Samtidig fortalte han, at han "følte sig godt tilpas" med det, han havde gjort. Forinden havde han desuden bedt om at få hængt et IS-flag op på sin hospitalsstue.

Den 29-årige usbeker deltog i onsdagens retsmøde, hvor han blev beordret varetægtsfængslet, siddende i en kørestol.

Sayfullo Saipov er sigtet for med fuldt overlæg at køre ind i flere mennesker nær World Trade Center på Manhattan tirsdag eftermiddag og herved dræbe otte og såre 12.

Den 29-årige blev anholdt, efter han blev skudt i maven af politiet.

Han er sigtet for vold, ødelæggelse af motorkøretøjer og for at støtte en terrorgruppe.

Torsdag skrev præsident Donald Trump på Twitter, at han mener, at Sayfullo Saipov bør idømmes dødsstraf.

Islamisk Stat tager ofte skylden for angreb, gruppen ikke har planlagt. Det sker ifølge iagttagere blandt andet for at fremstå succesfuld.

I oktober skød og dræbte en gerningsmand 58 mennesker under en koncert i Las Vegas. Her hævdede Islamisk Stat ligeledes, at gerningsmanden var en af gruppens "soldater".

Men det amerikanske forbundspoliti, FBI, afviser, at den hovedmistænkte, Stephen Paddock, har forbindelse til den militante gruppe.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx