Af Ritzau - 19/12-16 20:43; Opdateret: 20/12-16 13:08

Lastbil torpederer julemarked i Berlin og dræber mindst 12Lastbil torpederer julemarked i Berlin og dræber mindst 12

Formodet gerningsmand til angreb på julemarked i Berlin nægter, at han var involveret, siger minister.

storybild

Redningsarbejdere behandler tilskadekomne og døde efter en lastbil har kørt gennem et julemarked i Berlin mandag aften. (Billede: Reuters/Pawel Kopczynski)

Et tysk julemarked blev mandag forvandlet til et kaos, da en lastbil i høj fart drønede ind i boderne i det centrale Berlin og dræbte 12 mennesker.

Forbundskansler Angela Merkel har på et pressemøde sagt, at man må betragte det som et terrorangreb.

Yderligere 48 blev såret under dødskørslen. Blandt dem er flere kritisk sårede, oplyser myndighederne.

Den tyske indenrigsminister bekræfter, at der er tale om et angreb.

- Vi er ikke længere i tvivl. Den forfærdelige hændelse i aftes var et angreb, siger Thomas de Maizière.

Ministeren fortæller, at kun få af ofrene er identificeret.

En formodet gerningsmand, der blev pågrebet efter dødskørslen, har tirsdag formiddag nægtet, at han var involveret i angrebet.

Der skal ifølge tysk politi være tale om en 23-årig pakistaner, som havde midlertidig opholdstilladelse i Tyskland. Han var kommet til landet for et år siden via grænsen fra Østrig.

Hans navn var ikke på terrorlister ifølge Maizière.

Sagen efterforskes som en "terrorhandling". Motivet kendes ikke.

Markedet var placeret på Breitscheidplatz foran Gedächtniskirke i det centrale Berlin, hvor handelsgaden Kurfürstendamm begynder.

- Jeg hørte en høj lyd, og jeg gik ned mod julemarkedet og kunne se kaos. Mange tilskadekomne mennesker, sagde Jan Hollitzer, der er viceredaktør på Berliner Morgenpost, til kanalen CNN.

Et øjenvidne siger til CNN, at lastbilen kørte over et fortov med en hastighed på 60-70 kilometer i timen. Uden at sagtne farten fortsatte køretøjet mod menneskemængden på julemarkedet, indtil det gik i stå.

Flere medier har berettet om mennesker, der blev kvast under lastbilen. Andre blev ifølge vidner fanget og trukket med under køretøjet.

Ifølge avisen Die Welt blev den formodede gerningsmand anholdt takket være et modigt vidne. Da han forsøgte at flygte fra lastbilen, fulgte vidnet efter.

I tilpas sikker afstand mandsopdækkede han den flygtende gerningsmand igennem parken Tiergarten og videregav løbende oplysninger til politiet.

Derfor var det nemt for en politipatrulje at pågribe den mistænkte ved Siegessaüle-mindesmærket to kilometer fra gerningsstedet.

Lastbilen har polske nummerplader. Ejeren af vognmandsfirmaet oplyser til AFP, at han mandag begyndte at blive nervøs på vegne af chaufføren.

I lastbilen blev der fundet en død mand. Ifølge politiet i Berlin er der tale om en polsk statsborger. Tyske myndigheder bekræfter, at man har fundet en skudt mand ved Breitscheidplatz.

Det formodes, at det er den polske chauffør, som ifølge Brandenburgs indenrigsminister tilsyneladende er offer under angrebet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx