Af Ritzau - 20/06-17 14:00; Opdateret: 20/06-17 17:48

Mays regeringsaftale er snart klar men nye problemer venterMays regeringsaftale er snart klar men nye problemer venter

Det Demokratiske Unionistparti er ikke helt tilfredse med forhandlingerne om en britisk mindretalsregering.

storybild

Der er fortsat uenigheder mellem Det Konservative Parti og det nordirske parti DUP (Det Demokratiske Unionistparti) om en aftale om støtte til Mays mindretalsregering. Det siger kilder i det nordirske parti tirsdag. (Billede: Scanpix/Chris J Ratcliffe/arkiv)

Forhandlingerne mellem Det Konservative Parti og det nordirske parti DUP (Det Demokratiske Unionistparti) går ikke som planlagt.

Det siger kilder i DUP til Sky News.

De tilføjer, at DUP "ikke kan tages for givet" og opfordrer den britiske premierminister, Theresa May, og hendes parti til at "øge fokus" på de forhandlinger der skal sikre, at de konservative kan fortsætte i en mindretalsregering.

Forhandlingerne "er ikke skredet frem på den måde, DUP havde forventet", siger Sky News' kilder.

Alligevel er der tegn på, at en aftale vil være på plads torsdag. Det skriver BBC's politiske redaktør på Twitter med henvisning til unavngivne kilder.

En højtstående kilde i Det Konservative Parti siger i en kommentar til Reuters, at forhandlingerne fortsat er i gang.

Tidligere på dagen sagde en kilde i det nordirske parti ellers, at en aftale ventes klar i løbet af denne uge.

Fundamentet for aftalen er klar, men detaljer skal forhandles på plads, sagde kilden.

Forhandlingerne mellem de to partier her taget tid. En voldsom brand og et angreb i London har forsinket processen yderligere.

Men de egentlige problemer venter forude, spår The Guardian.

Avisen erfarer, at parlamentarikere længe har advaret om aftalens mulige konsekvenser for fredsprocessen i Nordirland.

Erfarne jurister har set på spørgsmålet i noget tid. De har vurderet, at den er i strid med Langfredag-aftalen mellem den britiske og den irske regering.

Det er en særlig formulering om "streng upartiskhed", som juristerne ifølge avisen vil fokusere på, og som landsretten skal se på. Det vurderes, at sagen kan ende i højesteret på grund af den forfatningsmæssige betydning.

Theresa Mays konservative parti mistede det absolutte flertal i Underhuset ved valget 8. juni, hvor premierministeren havde satset på fremgang og et styrket mandat før forhandlinger om skilsmissen fra EU.

Det Konservative Parti fik dog flest stemmer ved valget 8. juni, og May arbejder nu på at danne en mindretalsregering.

Derfor forhandler partiet med DUP om støtte til et politisk program.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx