Af Ritzau - 03/04-17 15:39; Opdateret: 03/04-17 16:53

Dansker i Sankt Petersborg: Eksplosion ramte vigtigt knudepunktDansker i Sankt Petersborg: Eksplosion ramte vigtigt knudepunkt

Eksplosion i Sankt Petersborg fandt sted tæt på meget befærdet knudepunkt i metronettet, siger dansker i byen.

storybild

Redningsarbejdere er i gang ved en metrostation i Sankt Petersborg. En eksplosion mellem to stationer på metronettet har mandag dræbt mindst ti personer. (Billede: Scanpix/Olga Maltseva)

Lederen af Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg, Finn Andersen, er chokeret over den eksplosion, der mandag har ramt metroen i den russiske millionby.

Eksplosionen fandt tilsyneladende sted mellem to meget travle stationer på metrolinjen og på et tidspunkt, hvor eftermiddagstravlheden for alvor var ved at sætte ind, fortæller han.

- Den ene station ligger i et vigtigt knudepunkt for metroen, så man har valgt et meget befærdet sted. Jeg var der i sidste uge. I myldretiden kan man stå i lange køer for at komme op af rulletrappen og ud af stationen. Der er mange passagerer.

- Man tænker, at det sted er valgt for at ramme flest muligt, siger Finn Andersen, som mandag ikke har været med metroen, fordi han bor så tæt på kulturinstituttet, at han går til arbejde.

Han hørte om eksplosionen, der mandag eftermiddag lokal tid ramte metrotoget, via sociale medier og kolleger på instituttet. Ni personer meldes dræbt ved eksplosionen.

Ritzau fanger Finn Andersen på telefonen kort tid efter meldingerne om eksplosionen, så han har ikke selv været på gaden endnu og har ikke set, hvordan situationen er i centrum af byen.

Men Finn Andersen har boet i Sankt Petersborg i tre år og har aldrig oplevet noget lignende i byen, som han normalt føler sig meget tryg ved at færdes i.

- Det kommer som et chok, og det er ikke noget, man har tænkt på kunne komme til Sankt Petersborg.

- Der er altid politi på gaderne og foran vigtige bygninger, og der er sikkerhedskontrol, hvis man skal til koncert eller teater, men jeg har altid betragtet byen som sikker, siger han.

Trods chokket er det ifølge Finn Andersen nok ikke tilfældigt, at eksplosionen fandt sted netop mandag.

Også i russiske medier spekuleres der i, at den dødbringende eksplosion skal ses i sammenhæng med, at den russiske præsident, Vladimir Putin, er i byen for at mødes med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.

- Det kan være et signal til de to herrer, siger Finn Andersen.

Hvem der står bag, er der endnu ingen meldinger om.

Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg, som har tre ansatte og en praktikant, er en selvejende institution under Kulturministeriet, som har til opgave at stå for dansk og russisk kulturudveksling.

Finn Andersen har ikke kendskab til, at større grupper af danske turister skulle være i byen nu, hvor turistsæsonen er ikke startet.

Han oplyser, at der bor under 20 danskere i den russiske by.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx