13/07-17 18:38

Britisk par kæmper for behandling til 11 måneder gammel sønBritisk par kæmper for behandling til 11 måneder gammel søn

Britiske læger vil slukke for syg babys respirator, mens forældre kæmper for retten til behandling i udlandet.

storybild

London. En alvorligt syg dreng på 11 måneder er centrum i en sag, som torsdag var til høring i det, der svarer til landsretten i Storbritannien.

Babyen, Charlie Gard, er både døv og blind og lider af en sjælden genetisk sygdom. Sygdommen medfører blandt andet, at den lille drengs muskulatur er svækket, han er hjerneskadet og han kan ikke trække vejret uden kunstige hjælpemidler.

Hans forældre kæmper for retten til at sende ham til udlandet og forsøge en behandling, som britiske læger tvivler på vil have en effekt.

Specialister på det velrenommerede britiske Great Ormond Street Hospital i London anbefaler i stedet, at drengens respirator bliver slukket. De mener, at barnet lever i smerte, og at den eksperimentelle behandling ikke vil hjælpe.

Både britiske og europæiske domstole har bakket op om lavere domstoles afgørelser om, at respiratoren skal slukkes, så babyen kan dø i værdighed, som det hedder.

Men torsdag sagde en amerikansk læge via en videoforbindelse til domstolen i London, at det er værd at prøve den nye behandling, der først er blevet opdaget for nylig.

Den amerikanske læge - som domstolen har besluttet ikke må nævnes ved navn - vurderer, at der er mindst ti procent chance for, at behandlingen kan hjælpe drengen.

Forældrene - Chris Gard og Connie Yates - har indsamlet i alt 1,3 millioner pund, svarende til 11 millioner kroner, til behandlingen.

Den britiske dommer, som skal tage stilling i sagen, har inden torsdagens retsmøde sagt, at han vil overveje at omgøre andre domstoles beslutning om at slukke for den lille drengs respirator, hvis nye beviser sandsynliggør, at baby Charlie kan få det bedre.

Dommeren har dog også sagt, at han muligvis ikke kan træffe en afgørelse torsdag.

At emnet er yderst følsomt blev understreget af, at forældrene stormede ud af retslokalet to timer inde i høringen. Det skete på grund af en ordstrid med dommeren om, hvad parret tidligere havde sagt om, hvorvidt babyen har smerter.

Torsdagens høring kom i stand, efter både pave Frans og USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge tilbød at hjælpe drengens forældre.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx