Af Ritzau - 01/07-17 14:26

Kohl blev hyldet for forsoning i det delte EuropaKohl blev hyldet for forsoning i det delte Europa

- Helmut Kohl efterstræbte et europæisk Tyskland - ikke et tysk Europa, siger Juncker.

storybild

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, hyldede Helmut Kohls minde med taler ved mindehøjtidelighed i Strasbourg. (Billede: Scanpix/Patrick Hertzog)

Helmut Kohl var en tysk patriot, men også en europæisk patriot. Han efterstræbte et europæisk Tyskland - ikke et tysk Europa, siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Juncker, der lørdag var blandt talerne ved en mindehøjtidelighed for "genforeningskansleren", siger sammen med andre nuværende og tidligere politiske ledere, at Kohl var med til at udvirke forsoning i det delte Europa.

Kohl, som døde 16. juni, 87 år, er den første person, der er blevet æret af EU ved en officiel mindehøjtidelighed.

Ceremonien i Europa-Parlamentet i den franske by Strasbourg, tæt ved den tyske grænse, var Kohls eget ønske.

Det understregede Juncker ved ceremonien, hvor Kohl også blev hyldet i taler af forbundskansler Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron og den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton.

- Kohl ændrede millioner af menneskers liv i Europa - deriblandt mit, sagde Merkel, som fik hjælp fra Kohl i begyndelsen af sin politiske løbebane, men som senere kom meget på afstand af ham i forbindelse med en partistøtteskandale i deres konservative parti, CDU.

- Kære Helmut Kohl, takket være dig står jeg her i dag. Tak for den chance, som du gav mig og mange andre, sagde hun ved ceremonien, hvor Kohls kiste blev båret ind i parlamentets store sal til musik af Händel.

Frankrigs Macron talte om Kohl som en vigtig partner for Frankrig og en modig politiker.

- Kohl var en modsætning til al brutalitet og fanatisme, sagde Macron.

Bill Clinton var mere personlig i en varm hyldesttale, hvor han sagde, at han holdt meget af Kohl, fordi han var den eneste person, som han har kendt, der havde haft en større appetit end han selv.

- Jeg holdt meget af dette menneske, fordi han ville skabe en verden, hvor ingen dominerede, hvor samarbejde var bedre end konflikter, og hvor forskellige grupper træffer bedre beslutninger end diktatorer.

Ceremonien sluttede med den tyske nationalsang og uddrag af Beethovens 9. symfoni - Hymne til Glæden - som anvendes som Europahymnen.

Over 800 personer deltog i ceremonien.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx