06/09-17 21:15

USA vil straffe Nordkorea med indefrysning og olieembargoUSA vil straffe Nordkorea med indefrysning og olieembargo

Efter Nordkoreas missiltest vil USA sanktionere landet, og amerikanerne har skrevet udkast til FN-resolution.

storybild

USA lægger op til, at der indføres olieembargo i Nordkorea, og nordkoreanerne skal ikke længere kunne eksportere tøj. Desuden skal både regeringens og leder Kim Jong-uns midler indefryses, hedder det i udkast til FN-resolution. Scanpix/Str

New York. USA forsøger med et udkast til en resolution i FN's Sikkerhedsråd at pålægge Nordkorea omfattende sanktioner.

Det sker i forlængelse af en række nylige våbentest i Nordkorea.

Amerikanerne lægger op til, at der indføres embargo på olie, og nordkoreanerne skal ikke længere kunne eksportere tøj.

Desuden skal både regeringens og leder Kim Jong-uns midler indefryses. USA vil ifølge udkastet, som nyhedsbureauet Reuters har læst, pålægge Kim Jong-un udrejseforbud.

Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, vil have resolutionen til afstemning i rådet mandag.

Den russiske FN-ambassadør, Vassilij Nebensia, mener, at mandag er "lidt for tidligt".

Det står onsdag aften ikke klart, om udkastet støttes af Kina. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har talt i telefon med Kinas præsident, Xi Jinping, onsdag.

Efter samtalen forsikrede Xi, at Kina fortsat kæmper for, at Nordkorea bliver et atomvåbenfrit land. Det skal ske via dialog, understreger præsidenten.

For at vedtage en resolution kræves ni stemmer i rådet, der har 15 medlemmer.

USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina, som er de fem permanente medlemmer, kan dog nedlægge veto mod en resolution.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx