Af Ritzau - 27/05-17 15:18; Opdateret: 27/05-17 21:39

Computerfejl holder fly fra British Airways på jordenComputerfejl holder fly fra British Airways på jorden

- Vi er ekstremt kede af de mange problemer, som dette forvolder for vore kunder, siger British Airways.

storybild

Computernedbrud skaber problemer hos britiske British Airways lørdag. Mange fly er aflyst. (Billede: Free/Colourbox)

Det britiske luftfartsselskab British Airways aflyste lørdag alle flyafgange fra lufthavnene Heathrow og Gatwick i London på grund af et it-nedbrud.

I London kom tusindvis af passagerer til at stå i kø i timevis, og mange måtte vente længe på at komme ud af fly, der blev stoppet på vej til startbanen.

- Fejlene er forårsaget af strømsvigt i computersystemet, og det førte til forstyrrelser for British Airways over hele verden. Det ramte også vores telefoncentre og hjemmeside, siger Alex Cruz, der er administrerende direktør for luftfartsselskabet i en video på Twitter.

- Vi er ekstremt kede af de mange problemer, som dette forvolder for vore kunder, og vi forstår, hvor frustrerende det må være, siger han - ikke mindst for familier på vej på ferie.

Selskabet havde tidligere meddelt, at alle afgange var aflyst frem til lørdag aften. Men alle udgående flyvninger fra de to lufthavne blev så aflyst hele lørdag.

- Vi er udsat for en fejl i vores it-systemer, der skaber alvorlige forstyrrelser af vores flyafgange. Der er ikke noget, der tyder på, at nedbruddet er forårsaget af et cyberangreb, hed det.

Problemet er dukket op på et ubelejligt tidspunkt, hvor mange briter skal ud at rejse i forbindelse med en national helligdag på mandag.

Problemerne skaber også uregelmæssigheder i andre europæiske lufthavne, deriblandt i København.

Reuters har også rapporteret om forsinkede British Airways-fly i lufthavnene i Stockholm, Rom, Milano, Prag og Malaga.

Andre europæiske luftfartsselskaber har også været ramt af it-problemer på det seneste.

I sidste måned var det tyske Lufthansa og Air France, der led under et computernedbrud, som forhindrede passagerer i at gå om bord på flyene.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx