Af Ritzau - 12/03-17 19:36

Islands kapital slipper for finanskrisens sidste båndIslands kapital slipper for finanskrisens sidste bånd

Fra tirsdag vil de islandske myndigheder fjerne den sidste kontrol fra finanskrisens tid fra kapitalen.

storybild

Bjarni Benediktsson, Islands statsminister, og hans regering fjerner lænkerne fra Islands kapital. Østaten i Atlanterhavet ser ud til at være fri af finanskrisen. (Arkiv) (Billede: Scanpix/Halldor Kolbeins)

De islandske myndigheder fjerner fra tirsdag de sidste af de kontrolmekanismer, der blev indført på kapitalen i forbindelse med finanskrisen i 2008.

Det meddeler regeringen i Reykjavik i en erklæring.

Under krisen kollapsede Islands tre største banker.

Mange mennesker mistede deres arbejdspladser og havde ikke penge til at betale deres gæld.

Der blev indført restriktioner, som blandt andet hindrede udlændinge i at tage deres penge ud af Island.

Regeringen begyndte i fjor at fjerne de forskellige tiltag, der blev indført for at redde landets økonomi ud af finanskrisen.

De første bånd, der blev løst, var dem, der var gældende for lokalbefolkningen.

Island, som har 332.000 indbyggere, har en centrumhøjre regering. Den har lovet, at den vil tillade frie kapitalbevægelser og samtidig garantere, at økonomien forbliver stabil.

- Dette er et meget tilfredsstillende vendepunkt i den økonomiske genopbygning efter finanskrisen i 2008 og 2009, siger statsminister Bjarni Benediktsson.

- Man kan sige, at kapitalkontrol var en nødvendig del af genopbygningen af økonomien efter kollapset.

I fjor begyndte Islands økonomi at vokse med en dynamisk turisme og flere investeringer.

De foreløbige tal viser, at der i 2016 var en vækst på 7,2 procent.

I fjerde kvartal af 2016 var der en vækst på 11,3 procent i forhold til fjerde kvartal 2015.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx