Af Maria Christine Madsen - 01/12-17 08:58

I al hemmelighed skrev han noter fra rædslerne i Auschwitz: Først nu kan man læse, hvad der stårI al hemmelighed skrev han noter fra rædslerne i Auschwitz: Først nu kan man læse, hvad der står

»Hvis du læser om de ting, vi gjorde, vil du sige: 'Hvordan kunne nogen gøre det, brænde deres med-jøder?'«

storybild

ARKIVFOTO fra Auschwitz-Birkenau. (Billede: AGENCJA GAZETA)

»Hvis du læser om de ting, vi gjorde, vil du sige: 'Hvordan kunne nogen gøre det, brænde deres med-jøder?'«

Sådan skrev den græske jøde Marcel Nadjari i al hemmelighed på stykker af papir, som det først for nylig er lykkedes at tyde helt, mens han under Anden Verdenskrig blev tvunget af nazisterne til at dræbe andre jøder i en Auschwitz koncentrationslejr.

Det skriver Smithsonian og BBC.

Marcel Nadjari blev holdt fanget i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, hvor han blandt andet havde til opgave at bære de døde jøder ud af gaskamrene. Fra andre græske jøder fik han at vide, at hans mor, far og søster - Nelli - alle havde mistet livet i koncentrationslejren i det sydlige Polen i 1943.

I 1944 blev han derfor opslugt af tanken om hævn, og når hans fangevogtere eller vagterne ikke kiggede, skrev han alle de informationer om rædslerne, han havde set, ned på papir.

»Ofte tænkte jeg på at gå ind med de andre (i gaskammeret, red.) for at sætter en stopper for det her. Men tanken om hævn stoppede mig altid fra at gøre det. Jeg ønskede og ønsker at leve, at hævne min far, mor og min kære lillesøsters død,« skrev han blandt andet på papirerne.

ARKIVFOTO af Auschwitz-Birkenau. (Billede: ANDRZEJ GRYGIEL)

Marcel Nadjari var blandt de omkring 2.200 medlemmer af den såkaldte Sonderkommando, der var en betegnelse anvendt af SS om de grupper af jødiske fanger, der blev tvunget til at arbejde for tyskerne i udryddelseslejrene. Jøderne blev tvunget til at eskortere andre jøder til gaskamrene, hvorefter de skulle brænde ligene, indsamle guldfyldningerne fra tænder og kaste asken ud i en nærliggende flod.

Fordi de bevidnende de mange drab, gik Marcel Nadjari ud fra, at det kun var et spørgsmål om tid, før SS også ville dræbe dem, skrev han. I november 1944 gemte Marcel Nadjari derfor de 13 sider papir, han havde skrevet på, i en termoflaske, som han forseglede med plastik, før han gemte den i en lædertaske og begravede den tæt på Krematorium III.

»Krematoriet er en stor bygning med brede skorsten og 15 ovne. Under en have er der to enorme kældre. I den ene tager folk deres tøj af, og den anden er dødskammeret. Folk træder nøgne ind i den, og når omkring 3.000 er derinde, bliver den låst, og de bliver gasset. Efter at have lidt i seks eller syv minutter dør de,« skrev han.

»Gasbeholderne blev altid afleveret af en tysk Røde Kors-bil med to SS-soldater. De kastede derefter gassen ned gennem nogle åbninger - og en halv time efter begyndte vores arbejde. Vi slæbte ligene af de uskyldige kvinder og børn ud til en lift, som fragtede dem til ovnene.«

ARKIVFOTO fra Auschwitz-Birkenau. (Billede: ANDRZEJ GRYGIEL)

På papirerne noterede han også, at asken fra de voksne ofre vejede omkring 640 gram.

Selvom Marcel Nadjari frygtede at blive dræbt, endte han med at overleve Auschwitz. Efter krigen flyttede han ifølge BCC tilbage til Grækenland, før han rejste til USA, hvor han døde i New York i 1971. Han blev 54 år og efterlod sig en kone og to børn.

Ni år senere blev termoflasken med hans noter fundet og gravet op. På det tidspunkt var papirernes tilstand så dårlig, at man nærmest ikke kunne læse, hvad han havde skrevet.

Først for nylig er det ved hjælp af moderne teknologi blevet muligt at læse det, han dokumenterede om rædslerne dengang. I oktober blev papirerne derfor udstillet hos Institute of Contemporary History i München.

Omkring 110 Sonderkommando-medlemmer overlevede Auschwitz-Birkenau. Kun få har valgt at skrive om det mareridt, de var vidne til, skriver BBC.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx