05/10-17 13:54; Opdateret: 05/10-17 14:50

EU-Parlamentet godkender fælles EU-anklagemyndighedEU-Parlamentet godkender fælles EU-anklagemyndighed

Danmarks retsforbehold gør, at man ikke er med i EU-anklagemyndighed, der vil bekæmpe svindel med EU-penge.

storybild

EU-Parlamentet har torsdag stemt for at oprette en ny EU-anklagemyndighed, der skal bekæmpe svindel med EU-midler Reuters/Hannah Mckay/arkiv

Strasbourg. Europa-Parlamentet har torsdag stemt for at oprette en europæisk anklagemyndighed. Den skal bekæmpe svindel og misbrug med EU-midler.

Parlamentet, der er samlet i Strasbourg i Frankrig, vedtog aftalen med 456 stemmer for og 114 stemmer mod. 60 medlemmer undlod at stemme.

Anklagemyndigheden, kendt som EPPO, er et såkaldt forstærket samarbejde mellem 20 EU-lande. På grund af retsforbeholdet står Danmark udenfor.

Det samme gør Sverige, Holland, Malta, Ungarn, Polen, Storbritannien og Irland.

Ud over hovedkontoret i Luxembourg skal EPPO have et korps af mindst en anklager fra hvert land, der indgår. De skal arbejde nationalt.

I øjeblikket er det myndighederne i medlemslandene, der efterforsker og retsforfølger EU-relateret svindel. Men det rækker kun til de nationale grænser.

EPPO skal udveksle informationer, koordinere politiundersøgelser og arbejde tæt sammen med EU's antisvindelenhed, Olaf.

Den skal også samarbejde med Eurojust. Der er et samarbejde mellem anklagere i EU-landene, der allerede eksisterer.

Her beskæftiger man sig med andre former for alvorlig, grænseoverskridende kriminalitet.

Parlamentets tovholder på projektet, Barbara Matera, medlem af den store EPP-gruppe, håber, at den nye myndigheds muligheder vil blive udvidet.

- Forhåbentligt vil EPPO's beføjelser i nær fremtid også omfatte grænseoverskridende forbrydelser som terrorisme og menneskehandel, siger hun i en pressemeddelelse.

Forstærket samarbejde i EU er kun brugt i et lille omfang. Blandt andet ved det europæiske samarbejde om Patentdomstolen og oversættelse af patenter.

Danmark afholdt en folkeafstemning om Patentdomstolen i 2014, hvor et flertal stemte ja.

I øjeblikket bliver to forslag til sådanne samarbejder drøftet i EU-institutionerne.

Det handler om skat på finansielle transaktioner og et forslag inden for familieret om blandt andet formuer mellem internationale par.

Den endelige beslutning om at oprette EPPO skal stadig runde EU's medlemslande, der skal vedtage det formelt.

Det ventes at tage mindst tre år, før arbejdet går i gang.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx