Af Ritzau - 11/06-17 23:32

Puerto Rico stemmer for at blive USA's 51. statPuerto Rico stemmer for at blive USA's 51. stat

Et flertal af vælgerne på Puerto Rico ønsker at blive en delstat i USA. Men det skal Washington beslutte.

storybild

Mange puertoricanere fulgte opfordringerne til at boykotte folkeafstemningen og tilbragte dagen på stranden i hovedstaden San Juan. Kun 23 procent stemte. (Billede: Reuters/Alvin Baez)

Vælgerne i Puerto Rico gik søndag til valglokalerne og sendte en tydelig besked til kongressen i Washington om, at den lille caribiske ø ønsker at blive den 51. stat i USA.

Hele 97,2 procent af de puertoricanere, der søndag stemte, har stemt for at blive en amerikansk delstat.

Det viser de foreløbige resultater med 92 procent af stemmerne talt op.

Men valgdeltagelsen var lav. Kun 23 procent af vælgerne har stemt. Det skyldes, at tre partier har opfordret vælgerne til at boykotte afstemningen.

Dermed er det tvivlsomt, om afstemningen er gyldig.

Der er tale om en vejledende folkeafstemning.

Uanset udfaldet skal den amerikanske kongres godkende anmodningen, inden den caribiske ø kan blive en stat i USA.

- Kongressen har aldrig givet statsskab væk gratis. Amerikanske stater måtte kæmpe for det, siger lederen af Senatet i Puerto Rico, Thomas Rivera Schatz.

Mange puertoricanere mener, at den manglende territoriale status er en del af årsagen til, at øen har oplevet økonomisk recession i ti år.

Krisen har fået omkring en halv million indbyggere til at søge mod USA.

Det er femte gang siden 1950, puertoricanerne stemmer i en sådan vejledende folkeafstemning.

Puerto Rico er i dag et selvstyrende territorium med tilknytning til USA.

Indbyggerne betaler nogle skatter til USA, men må ikke stemme ved føderale valg.

Puertoricanerne har en enkelt repræsentant i kongressen i Washington, men denne repræsentant må kun i meget begrænset omfang deltage i afstemninger, så længe Puerto Rico ikke er en amerikansk delstat.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx