11/03-14 21:18; Opdateret: 11/03-14 22:39

Ekspert: Passagerfly kan godt forsvinde fra radarenEkspert: Passagerfly kan godt forsvinde fra radaren

Det forsvundne passagerfly fra Malaysia kan i realiteten være forsvundet fra radardækning, vurderer ekspert.

storybild

Det forsvundne passagerfly fra Malaysia kan i realiteten være forsvundet fra radardækning, vurderer ekspert. (Billede: Polfoto)

Det er muligt for et fly at forsvinde fra de overvågende radarskærme, som det kan have været tilfældet med passagerflyet MH370 fra Malaysia Airlines, der forsvandt natten til lørdag dansk tid på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Hvis det malaysiske passagerfly har været uden for det, der kaldes primær radardækning, så kan det i realiteten være forsvundet.

Det er vurderingen hos Kim Foged, der er leder af den afdeling i Insero Software, som til daglig arbejder med ATM-systemer (Air Traffic Management) til flyindustrien.

- I princippet arbejder man i flyindustrien med flere forskellige radarteknologier. Den teknologi, som de fleste identificerer sig med, er en primær radar.

- Den sender noget energi ud i luften, der derefter rammer et eller andet objekt, som slår tilbage. På den måde kan man måle, hvor objektet befinder sig, siger Kim Foged.

Han forklarer, at de primære radarer har en dækning, som er begrænset af den energi, de sender ud, hvor store de enkelte objekter er, og hvor gode de er til at reflektere energien.

- Hvis man er uden for den primære dækning, så kan man i princippet forsvinde, siger Kim Foged.

Det er muligt, fordi den anden type radar, der normalt bruges til sporing af flyene, den sekundære radar, er afhængig af en transponder oppe i flyene.

Den sekundære radar sender også et signal ud i luften, men i stedet er det transponderen, der svarer med en given kode.

Koden får man derefter sendt tilbage, så man ved, hvor flyet befinder sig, forklarer Kim Foged.

- Hvis den transponder ikke svarer, så er man i virkeligheden på herrens mark, hvis ikke man er inden for den primære radardækning. Og derfor er det muligt for et passagerfly at forsvinde fra radarskærmene, siger han.

Kim Foged kan fortælle, at vi dagligt ser fly forsvinde fra radardækningen, når de flyver fra Europa til USA.

- Lige så snart, at man flyver ud af irsk luftrum, så er man i princippet væk fra radarovervågningen, indtil at man nærmer sig canadisk luftrum, forklarer han.

I forhold til Malaysia Airlines-flyet tør Kim Foged ikke give noget andet bud, end at der må være sket et eller andet med flyet, så det simpelthen er forsvundet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx