20/10-17 10:00; Opdateret: 20/10-17 10:26

Løkke håber stadig på EU-mandat til russisk gasforhandlingLøkke håber stadig på EU-mandat til russisk gasforhandling

Hvis denne sag skal håndteres, skal den håndteres på europæisk plan, siger Løkke om Nord Stream 2-gasledning.

storybild

Bruxelles. Danmark har ikke opgivet håbet om, at EU-Kommissionen kan få mandat til at forhandle med Rusland om betingelserne for den kontroversielle gasledning Nord Stream 2.

- Det er der brug for, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag ved ankomsten til anden dag på EU-topmødet i Bruxelles.

Han siger, at der ikke i øjeblikket er opbakning blandt EU-landene til, at EU tager sagen op med Rusland.

- Denne her gasledning har en geopolitisk betydning. Det er ikke nogen god situation, at et land som Danmark pludselig skal stå med den sag helt alene, siger Lars Løkke Rasmussen.

Gasledningen skal løbe tæt forbi Bornholm og kræver derfor blandt andet dansk godkendelse.

Men i sidste ende kan Danmark alene påvirke, om den russiske gasledning ender med at blive ført nord eller syd om Bornholm, siger statsministeren.

- Så hvis denne sag skal håndteres, så skal den håndteres på europæisk plan, siger han.

Lars Løkke Rasmussen peger på Tyskland som det land, der især blokerer for et EU-mandat til at gå i forhandlinger med Rusland.

Nord Stream 2 skal føre gas fra Rusland til Tyskland, og forbundskansler Angela Merkel ser det som et kommercielt projekt.

Men Danmark er ligesom Sverige, de baltiske lande, Polen og flere andre EU-lande stærkt kritiske over for Nord Stream 2.

- Det handler jo om, at Europa skal være selvforsynende energimæssigt, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det handler også om, at man ikke giver russerne for stærke våben på hånden, siger han.

Lars Løkke Rasmussen mener derfor, at der "som minimum" er brug for at få forhandlet en aftale, der "skaber sikkerhed for, hvordan prisdannelsen er på den gas, der kører gennem rørledningen".

Han er også bekymret for, om russerne bruger Nord Stream 2 "som skalkeskjul til at skære Ukraine fra" med en ny linjeføring gennem Østersøen.

Og den type spørgsmål kan Danmark ikke løfte alene, siger statsministeren.

- Derfor kan jeg ikke gøre andet lige nu og her end at appellere til Berlin. For det er dem, der sidder med nøglen, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx