Af Ritzau - 08/06-17 06:00

OVERBLIK: Sådan vælger briterne deres parlamentOVERBLIK: Sådan vælger briterne deres parlament

Vinderen af en valgkreds i Storbritannien løber med det hele, og det medfører et stort stemmespild.

storybild

Vinderen i en britisk valgkreds løber med det hele, og bliver kredsens medlem af Underhuset i London. Det princip kalder briterne "First Past The Post". (Billede: Reuters/Russell Boyce)

Den britiske premierminister, Theresa May, ønsker sig et stærkt mandat fra befolkningen før svære forhandlinger om den forestående skilsmisse med EU.

Derfor har hun bedt om parlamentets godkendelse af et valg i utide, og den fik hun 19. april med overvældende flertal.

Her følger et overblik over det britiske valgsystem.

* Der er 650 valgkredse, som hver repræsenterer ét sæde i Underhuset.

* Vinderen af en valgkreds løber med det hele og bliver kredsens medlem af Underhuset. Det princip kalder briterne "First Past The Post".

* Systemet favoriserer de to store partier i Storbritannien: Labour og de konservative.

* Valgsystemet medfører et stort stemmespild for nogle kandidater og partier, da man trods millioner af stemmer kan ende med få pladser. Omvendt kan partier med relativt få stemmer ende med adskillige sæder i Underhuset.

* Ved det seneste valg i 2015 fik det indvandringskritiske Ukip 3,88 millioner stemmer, men partiet måtte nøjes med et enkelt sæde. Omvendt erobrede de skotske nationalister i SNP 56 mandater på blot 1,45 millioner stemmer.

* Man skal være mindst 18 år på valgdagen og registreret vælger for at kunne stemme.

* Britiske statsborgere kan stemme. Desuden kan statsborgere fra Irland og Commonwealth-lande, når visse betingelser er opfyldt, stemme.

* Der er omkring 46 millioner registrerede vælgere.

* I det britiske parlament kan man teknisk set have flertal med lidt færre end halvdelen af mandaterne. Det skyldes blandt andet, at Sinn Féin typisk vinder sæder, som ikke benyttes, da partiet er modstander af den britiske ledelse.

Kilder: Det britiske parlament, den britiske valgkommission og det britiske statistikkontor (ONS).

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx